• Forside
  • Erhverv
  • Mangel på arbejdskraft kan hæmme væksten hos lokale virksomheder
07 oktober, 2022 Erhverv

Mangel på arbejdskraft kan hæmme væksten hos lokale virksomheder

Frederikshavn Kommune risikerer stor mangel på arbejdskraft. Antallet af unge i kommunen er faldende, og det kan få alvorlige konsekvenser for erhvervslivet, mener erhvervsdirektør.

Frederikshavn Kommune risikerer at gå glip af den nye, store arbejdsstyrke, som udgøres af unge født efter 1980. For som det er nu, bosætter de unge sig i storbyerne som Aalborg og København. Den tendens skal vendes. Derfor sætter årets Erhvervs Get-Together fokus på udfordringen, når arrangementet løber af stablen torsdag den 13. oktober i Arena Nord.

”Det her vedrører alle virksomheder. Vi skal sammen arbejde for, at flere unge vælger at bosætte sig i Frederikshavn Kommune. I dag er tendensen, at de unge flytter, når de skal tage en uddannelse, og det er ikke mange, der flytter tilbage til kommunen igen. Hvis de gør, er det først når de nærmer sig pensionsalderen,” siger erhvervsdirektør Niels Bay Christensen fra Erhvervshus Nord og fortsætter:

”Samtidig stiger gennemsnitsalderen i vores område, så en stadig større del af borgerne træder ud af arbejdsmarkedet. I samspil danner det grobund for, at vores virksomheder får svært ved at finde folk, de kan ansætte.”

Tendensen kan vendes

Erhvervsdirektøren fortæller, at Erhvervshus Nord allerede nu oplever, at en del lokale virksomheder har svært ved at tiltrække ung arbejdskraft fra alle uddannelsesniveauer – simpelthen fordi der ikke er nogen i området at rekruttere.

Selvom det ikke er alle virksomheder, der har mærket manglen på arbejdskraft endnu, tyder det på, at størstedelen af de lokale erhvervsdrivende i Frederikshavn Kommune er klar over situationen. Det viser Dansk Industris Erhvervsklima-undersøgelse fra i år.

Her svarer omkring 53% af virksomhederne, at kommunen bør prioritere arbejdskraft højest, hvis den skal styrke virksomhedernes vækstmuligheder fremadrettet. På landsplan er det omkring 43% af virksomhederne, der mener det.

”Alle virksomheder bør forholde sig til det her, for det kommer til at vedrøre alle. Jeg vil opfordre virksomhederne til at tage til Erhvervs Get-Together. Udover at netværke og sparre med hinanden, så vil der være kvalificerede indlæg om, hvordan vi får vendt skuden og tiltrækker de unge. For den ærgerlige tendens kan vendes, så vores virksomheder kan få adgang til arbejdskraft. Men det kræver, at vi forholder os til udfordringen,” siger Niels Bay Christensen.

Erhvervs Get-Together er arrangeret af de tre erhvervsforeninger i Skagen, Frederikshavn og Sæby. Nordjyske Bank er hovedsponsor og Arena Nord er sponsor. Eventet finder sted torsdag den 13. oktober kl. 15.30 i Arena Nord, og alle virksomheder i Frederikshavn Kommune er velkomne. Medlemmer af de tre erhvervsforeninger har to gratis billetter. Læs mere og tilmeld dig her: https://www.erhvervshusnord.dk/om-os/erhvervs-gettogether/2022/