Der er lagt op til vaskeægte loppeguld og hyggelig påskestemning, når Skagen Sportscenter langfredag den 18. april slår dørene op til det nye indendørs loppemarked for private. Og interessen har mildest talt været overvældende.
Efter en indledende omtale i februar har tilmeldingerne strømmet ind, og arrangørerne kan nu melde fuldt hus med 52 stande – fordelt i begge haller i sportscenteret. Over 25 håbefulde standlejere har endda måttet få et afslag, fordi der ganske enkelt ikke var plads til flere.
Der er gratis entré for alle besøgende, og dørene er åbne fra kl. 10.00 til 16.30. Her kan man gå på opdagelse blandt et væld af spændende stande med alt fra tøj, legetøj, boligting, retrofund, bøger og meget, meget mere. Med så mange private standholdere er der stor sandsynlighed for at finde lige præcis det, man ikke vidste, man manglede – og til en god pris.
Skulle sulten eller kaffetørsten melde sig undervejs, står Sportskantinen klar på førstesalen med et udvalg af mad, drikke, kaffe og kage. Et oplagt sted at tage en pause og nyde påskestemningen i selskab med venner eller familie.
Det er første gang Skagen Sportscenter afholder et indendørs loppemarked i påsken – men med den store opbakning fra både standholdere og gæster tegner alt til, at det kunne blive starten på en ny, tilbagevendende tradition i Skagen.
Så tag familien med til Skagen Sportscenter langfredag den 18. april – og gør et kup, få en snak med de mange standholdere og nyd en hyggelig dag i hallen.
Skagen Sportscenter, Langfredag 18. april kl. 10.00–16.30
Gratis adgang – 52 stande – mad og drikke i kantinen – og masser af loppeguld venter!