
Den 12. december blev endnu en festlig dag på Brovandeskolen, da skolens nye motorik- og legebevægelsesrum officielt blev indviet. Åbningen fandt sted i forbindelse med den årlige julehygge i SFO’en, hvor børn, forældre og personale samledes til en hyggelig eftermiddag med gløgg, æbleskiver og masser af julestemning.
Motorik- og legebevægelsesrummet blev skabt med ét klart formål: at styrke børnenes motoriske færdigheder gennem leg og bevægelse – og samtidig give dem mulighed for at udvikle sociale kompetencer, selvværd og legekompetencer. Med klatrevægge, balancebaner, Hulehængekøjer, et stort edderkoppespind, skumbyggeklodser, Air track, sjove spil og bløde madrasser blev rummet indrettet til at inspirere til sjov, udfordring og fællesskab, ligesom det kan bruges som en alternativ idrætstime for skolens yngste.
Næste skridt bliver taget til februar, hvor skolens indendørs fællesområder og gangarealer fornyes, ligesom den resterende del af SFO´en indrettes med nye områder, der indbyder til deltagelse i spændende og kreative aktiviteter, så skolens rammer i endnu større grad kan understøtte Brovandeskolens faglighed, pædagogik og fællesskab.
Skoleleder Jesper Jensen fortæller, at tidspunktet for fornyelse at de eksisterende rammer er helt rigtigt ramt, da skolen de kommende år står overfor ret pæne indskrivningstal set ift. børnetal i Skagen. Skal man som forældre til kommende skolebørn i 2027 eller 2028 kunne træffe et reelt valg at skole, er der kun få sikre pladser tilbage hos os. For 2026 er optaget i fuld gang og den nye klasse samles første gang til marts – inden vores førskolestart den 1. juni 2026.
Jesper Jensen understregede ved åbningen, at Motorik- og legebevægelsesrummet er et symbol på, at Skagen står sammen om at skabe gode rammer for byens børn. Rummet kan også bruges af byens daginstitutioner og indskolingsklasser på Skagen skole efter forudgående aftale, da Brovandeskolen tror på, at lokale samarbejder er vigtigt for at understøtte en god lokal udvikling – ”for os handler det jo om byens børn”, siger Jesper Jensen. Rummet, som er i tæt praktisk tilknytning til 0. klasse og SFO blev hurtigt taget i brug af børnene, som med stor begejstring kastede sig ud i klatring, balanceøvelser, byggekonstruktioner og leg.
Motorik- og legebevægelsesrummet er blevet til gennem et stærkt lokalt samarbejde med skolens erhvervsgruppe i spidsen. En frivillig forælder og skolens pedel har lagt timer i arbejdet, og en række gavmilde sponsorer har givet flotte økonomiske bidrag: Juicy, Skagen Harbour Hotel, Nova Nordic, Spar Nord, Sparekassen Danmark, Topcoat, Nsleep og Marinestuen. Ligeledes har Strandby net og Tress sport & leg været generøse medspillere.
Tusinde tak for opbakningen – med åbningen af Motorik- og legebevægelsesrummet har Brovandeskolen fået en drøm opfyldt der vil vække glæde og begejstring hos Skagens børn.