
I dette efterår har Ålbæk Skole kunnet sende hele to klasser afsted på skolerejser, 7.L til Læsø og 8.L til København. Det er første gang i mange år, at skolen gennemfører to rejser i samme skoleår. Initiativet er blevet muligt takket være et tæt samarbejde med Ålbæk Handels- og Håndværkerforening, som har forpligtet sig til at støtte skolerejserne de næste fem år.
Læsø bød på kultur, fællesskab og nye oplevelser
7.L tilbragte tre dage på Læsø, hvor både kultur, natur og fagligt indhold var på programmet. For eleverne var det især fællesskabet, der satte sig fast.
“Det er bare vildt hyggeligt at være afsted med klassen,”
– fortæller Karl fra 7. klasse og fortsætter:
“Man lærer hinanden at kende på en helt anden måde, og det er sjovt at hænge ud med lærerne udenfor skolen. Og så er det ret sejt at opleve, hvad Læsø egentlig har at byde på. Der er meget mere kultur, end jeg troede.”
For 8.L gik turen til hovedstaden, hvor museer, byvandringer og kulturelle nedslagspunkter fyldte dagene. Eleverne nød især det energi- og tempo-skifte, som storbyen bød på.
“København er bare noget helt andet end Ålbæk,”
– siger Ane fra 8. klasse og fortsætter:
“Det er fedt at mærke byens puls, der sker noget hele tiden! Og så er det bare nice at være på tur sammen og opleve en storby på den måde.”
Ledelsen på Ålbæk Skole glæder sig over de muligheder, samarbejdet skaber.
”Vi er meget glade for, at vi nu kan tilbyde eleverne flere skolerejser gennem deres skoletid. Det betyder rigtig meget for os,”
– italesætter afdelingsleder Lars Noer.
skoleleder Mette Risager udtaler:
”Samtidig værdsætter vi samarbejdet med Ålbæk Handels- og Håndværkerforening, som gør det muligt at udvikle og fastholde skolerejserne i de kommende år. Skolerejserne giver eleverne vigtige erfaringer, både socialt og fagligt, og vi ser dem som en stærk del af skolens dannelsesopgave”.
Også Ålbæk Handels- og Håndværkerforening ser samarbejdet som en naturlig og meningsfuld del af deres engagement i lokalområdet.
”I Ålbæk arbejder vi for en by i fortsat udvikling, og skolen spiller en afgørende rolle i byens fremtid. Vi ønsker, at Ålbæk Skole fortsat skal være det naturlige valg for byens børn og forældre, og derfor bakker Ålbæk Handels- og Håndværkerforening fuldt op om dette initiativ. Vi er stolte af at kunne støtte skolens arbejde og være med til at sikre skolerejser de næste fem år. Skolerejserne styrker elevernes dannelse og giver dem værdifulde oplevelser både uden for klasselokalet og ud i verden.
Afslutningsvis vil vi gerne sige en stor tak til vores medlemmer for deres fortsatte støtte,”
– udtaler Carl-Christian Nørgaard, Formand for Ålbæk Handels- og Håndværkerforening.