Et stærkt lokalt samarbejde er netop blevet etableret i Skagen, et samarbejder der viser, hvordan grøn omstilling og lokalt fællesskab kan gå hånd i hånd.
Tip Top Erhverv, Kop & Kande Skagen og Sport24 Skagen har indgået en fælles aftale med den lokale indsamlingsvirksomhed Peter Sørig Renovation om afhentning og håndtering af deres erhvervsaffald.
Alle fire virksomheder er familieejede og har dyb forståelse for vigtigheden af at støtte hinandens selvstændige virke. Med rødder i det lokale erhvervsliv ønsker de at vise, hvordan samarbejde på tværs af brancher kan skabe både praktiske og bæredygtige løsninger.
Peter Sørig Renovation leverer en miljørigtig affaldsløsning, der sikrer korrekt sortering og håndtering af erhvervsaffaldet – samtidig med at virksomheden sørger for indberetning af de nødvendige affaldsdata til Miljøstyrelsen. Det frigør tid for butikkerne og giver tryghed i, at alt sker i henhold til gældende lovgivning.
“Det er en stor lettelse, at vi har en affaldsløsning, der både er miljøvenlig og tilpasset vores hverdag. Men det, der virkelig gør en forskel, er, at vi gør det sammen med andre lokale virksomheder. Det giver mening – både menneskeligt og miljømæssigt,”
– siger indehaver Michael Munk Nielsen fra Tip Top Erhverv.
Genanvendelse af ressourcer og ansvarlig håndtering af affald er ikke blot et valg, men en nødvendighed i et moderne erhvervsliv. Det er derfor en vigtig pointe, at løsningen udover afhentning af affaldet, også handler om cirkulær tænkning og fælles ansvar.
“Når vi samarbejder med lokale virksomheder, laver vi en skræddersyet affaldsløsning til den enkelte virksomhed, med fokus på at ordningen overholder gældende lovgivning og samtidig er tilpasset den enkelte virksomheds behov. Vi er taknemmelige for, at flere og flere lokale virksomheder i Skagen vælger at tilslutte sig vores indsamlingsordning”
– siger indehaver Christoffer Sørig.
Samarbejdet er et konkret eksempel på, hvordan en fælles indsats kan gøre en reel forskel – ikke bare for miljøet men også for sammenhængskraften i lokalsamfundet.
Du kan læse mere om Peter Sørig Renovation og dine muligheder lige her