29 August, 2022 Nyheder

Lokal kunstner udstiller på Børglum Kloster

I forbindelse med ”Ny aabenkunst” kunstudstilling på Børglum Kloster, den 3.-4. september, udstiller Lone Stig, Skagen, sammen med en række spændende kunstnere. På Børglum er der samlet et flot udvalg af værker af de kunstnere, som i samme weekend kl. 10-16, åbner deres værksteder, atelierer, gallerier og udstillinger, hvor man kan se mere af deres kunst.

Man kan læse meget mere om arrangementet på www.nyaabenkunst.dk.

Åbent værksted

Lone Stig har malet siden midten af firserne og inspireres ofte af havens blomster til sine farvestrålende blomstermalerier, der viser de former og den omskiftelighed, som naturen i haven har.

Motiverne går ofte helt tæt på objektet, så det næsten synes abstrakt og dog alligevel genkendeligt.

Malerierne viser naturens overdådighed i sin mest enkle form og hvor der gives plads til fordybelse og indre ro.

Lone Stig har udstillet i hele landet og herunder også deltaget på flere censurerede udstillinger.

Lørdag den 3. september og søndag den 4. september er der åbent værksted fra kl. 10-16, på Stuhrsvej 30, Skagen. Alle er velkommen til et kig og en snak.