• Forside
  • Nyheder
  • Lørdag skydes den hidtil største Krydstogtsæson i Skagen i gang
14 februar, 2025 Nyheder

Lørdag skydes den hidtil største Krydstogtsæson i Skagen i gang

I morgen lørdag markerer starten på en spændende krydstogtsæson i Skagen, når det britiske skib Ambience fra Ambassador Cruise Line anløber Krydstogtkajen. Skibet forventes at lægge til omkring kl. 07.30 og forlader havnen igen kl. 13.00. Med denne begivenhed indledes en sæson, der tegner til at blive den hidtil travleste for Skagen Havn og Cruise Skagen.

Første stop på en spændende rejse

Ambience har 1.285 passagerer fra 13 nationer ombord, hvoraf hele 1.244 gæster kommer fra England.

Skagen er det første stop på et 11-dages krydstogt under titlen Nordic City Escapes, der bringer passagererne rundt til nogle af Nordeuropas smukkeste byer og kulturrige destinationer.

Sejlplan for Ambience

  • 13. februar kl. 17.00 – Afgang fra London-Tilbury, England
  • 15. februar kl. 08.30 – 13.00 – Skagen, Danmark
  • 17. februar kl. 13.00 – 18. februar kl. 13.00 – Stockholm, Sverige
  • 19. februar kl. 09.30 – 18.00 – Riga, Letland
  • 20. februar kl. 12.00 – 20.00 – Klaipeda, Litauen
  • 22. februar kl. 08.00 – 14.00 – København, Danmark
  • 24. februar kl. 08.00 – Ankomst til London-Tilbury, England

Skibets passagerer får mulighed for at opleve Skagens unikke atmosfære, de berømte seværdigheder og den imponerende natur, der tiltrækker turister fra hele verden.

Det korte ophold sætter naturligvis visse begrænsninger, men gør det alligevel muligt for gæsterne at få shoppet, tage på byvandringer, besøge museer eller nyde en frokost i en af byens hyggelige caféer.

For at gøre transporten nem for krydstogtgæsterne, og sikre at de skal bruge mindst mulig tid på at transportere sig fra krydstogtkajen og ind til byen, vil der være betalingsshuttlebusser fra Krydstogtkajen til stoppestedet på Vestre Strandvej (Bemærk – kun for krydstogtgæster).

Busserne kører fra kl. 08.30, og sidste afgang fra byen er kl. 12.15. Der vil dog ikke være Grenen-busservice i morgen.

For de eventyrlystne gæster er der rig mulighed for at udforske Skagens historiske kvarterer, besøge Grenen, hvor de to have mødes, eller tage en tur til Skagens Museum for at beundre de berømte skagensmaleres værker. Den korte gåafstand mellem havnen og byens centrum gør det let for besøgende at nyde en dag i Skagen uden transportbesvær.

Rekordår for krydstogtanløb i Skagen

2025 bliver et særligt år for Skagen Havn og Cruise Skagen, som oplever en markant vækst i antallet af krydstogtskibe og passagerer. Med hele 91 planlagte anløb og et rekordhøjt antal krydstogtgæster – nærmere bestemt helt op til 194.469 gæster + 64725 besætningsmedlemmer, styrker Skagen i den grad sin position som en af de mest attraktive krydstogtdestinationer i Danmark.

Skagen har i de seneste år oplevet en stigende interesse fra krydstogtindustrien, og den kommende sæson vil byde på besøg fra en bred vifte af skibsklasser – fra det store Aida Nova til luksuslinere til mindre ekspeditionsskibe.

Evnen til at tiltrække krydstogtanløb skyldes ikke blot den naturskønne beliggenhed, men også det høje serviceniveau og den gæstfri atmosfære, der møder de mange besøgende.

Med så mange anløb vil Skagens byliv uden tvivl nyde godt af det øgede antal besøgende, hvilket vil give en positiv effekt på både detailhandlen, restauranter og attraktioner – og ikke mindst de mange bierhverv. Det er med andre ord en sæson, som byens erhvervsliv ser frem til med stor forventning.

Vi ser frem til en spændende sæson med mange gæster, liv i byen og masser af unikke oplevelser for både turister og lokale!

Læs mere om krydstogtturismen i Skagen

Krydstogt i Skagen skaber værdi mange flere steder, end du lige tænker

En god forretning: Krydstogt skaber omsætning og arbejdspladser i Skagen