• Forside
  • Nyheder
  • Lions Skagen – Anna Anchers bankospil samlede 375 deltagere i Skagen Kultur- og Fritidscenter
22 september, 2025 Nyheder

Lions Skagen – Anna Anchers bankospil samlede 375 deltagere i Skagen Kultur- og Fritidscenter

Lions Skagen - Anna Ancher bankospil

Der var både spænding, hygge og masser af flotte gevinster i spil, da Lions Skagen – Anna Ancher søndag eftermiddag endnu en gang afholdt deres traditionsrige bankospil i Skagen Kultur- og Fritidscenter.

Hele 375 bankoglade deltagere havde fundet vej til hallen, hvor stemningen hurtigt blev intens på den gode måde – og med forventningsfulde blikke rettet stift mod spillepladerne.

Nogle gik hjem med favnen fuld af præmier, mens andre måtte nøjes med en hyggelig eftermiddag i godt selskab.

Som altid blev arrangementet styret sikkert af den erfarne opråber Michael Levin, der med både energi og præcision førte deltagerne gennem de mange spil.

I pausen blev der traditionen tro langet kaffe, boller, pølsehorn, kringle og den berømte hjemmelavede lagkage over disken.

Her blev der også købt lodder kaldet “Lykkehjulet” i stor stil, hvor ekstra præmier stod på spil.

Lokalt forankrede gevinster

Alle gevinster på nær hovedpræmien var sponsoreret af lokale butikker, virksomheder og restauranter i både Skagen og Aalbæk.

Uden denne store opbakning ville bankospillet ganske enkelt ikke kunne løbe af stablen i samme skala.

Hovedgevinsten – et Skagen Gavekort på 5.000 kr. – var sponseret af Lions Skagen – Anna Ancher selv. Og spændingen omkring det sidste spil var intens. Faktisk var det lige ved, at opråber Michael Levin selv fik pladen fuld, inden en deltager råbte det forløsende BANKO.

Vinderen blev Kirsten Bach Jensen, som kunne tage den store præmie med hjem.

Taknemmelighed og fællesskab

Efter arrangementet sendte Lions Skagen – Anna Ancher en varm tak til alle, der havde bidraget: deltagerne, donorerne, Skagen Kultur- og Fritidscenter for lån af lokaler og køkken, samt alle de frivillige kræfter, der var med til at skabe en vellykket eftermiddag.

Foruden hyggen og spændingen handler bankospillet også om at skabe et økonomisk overskud, som Lions-pigerne kan sende videre til lokale humanitære formål. Dermed får arrangementet værdi langt ud over de mange præmier, der blev båret hjem i går.

Lions Skagen – Anna Ancher glæder sig allerede til næste års bankospil, hvor tradition, sammenhold og lokal opbakning igen vil gå hånd i hånd.