
Klubben er stolt af igen i år at kunne byde velkommen til en professionel opråber, Michael Levin, som en del vil kunne genkende fra bankospillene i Aalbæk Idrætsforening. Vi kender ham også fra Lions Skagen ( herreklubben); så det bliver lidt i ”familien”.
Bankospillet afholdes som vanligt i Skagen Kultur- og Fritidscenter, og det er søndag den 21. september 2025 klokken 13.00, og forventes afsluttet klokken ca. 16.30
Spillet starter præcis klokken 13.00, men dørene åbnes allerede klokken 12.00, så der er god tid til at komme ind og finde de plader, man tror giver de bedste gevinster. Der afholdes som vanligt en pause midt i spillet, hvor der vil være mulighed for at købe kaffe, pølsehorn, kringlekage, boller, vand og selvfølgelig også den efterhånden så berømte hjemmelavede lagkage. Der er også mulighed for at vinde ekstra gevinster i pausen, da der vil blive solgt Lykkehjul. Så medbring gerne kontanter til dette formål. Klubben modtager dog også MobilePay.
Der er igen i år rigtig mange flotte gevinster. Alle gevinster på nær hovedgevinsten er sponsoreret af de lokale butikker, restauranter og virksomheder i både Aalbæk og Skagen, så uden deres fantastiske velvilje ville det ikke være muligt at afvikle spillet. Hovedgevinsten er et Skagen Gavekort på 5000 kr. ( 2 x 2500 kr.) Det er sponsoreret af Lions Skagen Anna Ancher og kan ikke byttes til kontanter. På www.skagengavekort.dk ses i hvilke butikker kortet kan anvendes, og det kan være til både dagligvarer eller forkælelse, der er nok at vælge imellem.
I mere end 10 år har Lions pigerne afholdt bankospil i Skagen Kultur- og Fritidscenter. Klubben elsker at forberede selve arrangementet: De kommer rundt til en stor del af både Skagen og Aalbæks handelsliv, når gevinsterne skal indsamles, og de bliver altid godt modtaget, de glæder en masse dejlige gæster på dagen med hyggeligt samvær og flotte gevinster, de hygger sig med hinanden, også når lagkagerne skal laves, og sidst, men ikke mindst glædes de over at kunne donere overskuddet til humanitære formål. Overskuddet fra bankospillet vil blive anvendt lokalt. Evt. ansøgning kan sendes til anna-ancher@lions.dk
Lions Skagen-Anna Ancher håber igen i år på et flot fremmøde, så mød op og nyd en efterårseftermiddag i godt selskab og med chance for at komme hjem med flotte gevinster. VI SES