• Forside
  • Nyheder
  • Lille Skagen er fuldendt: Sidste hus afleveret i ny bydel med klassisk Skagen-atmosfære
27 juni, 2025 Nyheder

Lille Skagen er fuldendt: Sidste hus afleveret i ny bydel med klassisk Skagen-atmosfære

En milepæl er nået i Skagen: Efter næsten 10 års udvikling er det allersidste hus i bydelen Lille Skagen nu afleveret til en glad bygherre – og dermed er et markant boligprojekt ført i mål af Trigon.

Projektet begyndte – bogstaveligt talt – med et brag. For næsten ti år siden lå der den nedlagte Hedeboskolen på grunden, som stod tom og forfalden.

Da skolen skulle fjernes for at gøre plads til den nye bydel, udnyttede militæret lejligheden til at teste kontrollerede sprængninger, og dermed blev projektet Lille Skagen bogstaveligt talt startet med et brag, der markerede, at noget nyt skulle vokse frem.

I dag står Lille Skagen som et moderne boligområde på 8,1 hektar, med 86 grunde à cirka 500 kvadratmeter og i alt 70 klassiske Skagen-huse.

Området er udtænkt og bygget, så det emmer af den særlige Skagen-stemning og arkitektur, man finder i byens ældste kvarterer som Østerby og Vesterby. Her går røde og gule facader, hvide forskellinger og røde tegltage hånd i hånd med moderne materialer og energirigtige løsninger.

Lille Skagen er skabt med fokus på både fællesskab og privatliv. Bydelen er indrettet med åbne forhaver og små pladser, der indbyder til liv mellem husene, mens de afskærmede baghaver giver plads til ro og privatliv.

Husene er tegnet af LBB3 Arkitekter og opført i pudset facade i klassiske Skagen-farver. Carporte og udhuse er opført i sortmalet træ, og helhedsindtrykket samler fortidens stil med nutidens krav til energi og drift.

Med afleveringen af det sidste hus er der nu sat punktum for et kapitel, der begyndte med en nedlagt skole og en vision om at skabe en ny bydel i Skagens ånd.

I dag står Lille Skagen som et beboet kvarter, hvor gamle traditioner og moderne komfort mødes i et område, der på få år er vokset til nu at være en naturlig del af byen.

Læs mere om Trigon og projekterne bag på www.trigon.dk

Foto: Trigon – Arkivbillede