• Forside
  • Det sker
  • Ligakamp i padel i aften i Skagen: Vinderen kommer i Final 4
16 maj, 2025 Det sker

Ligakamp i padel i aften i Skagen: Vinderen kommer i Final 4

Skagen/Frederikshavns oprykkere i Elitedivisionen i padel spiller i aften en altafgørende kamp om den sidste plads i Final4. I grundspillets sidste runde møder Skagen/Frederikshavn på hjemmebane i Skagen Padelcenter PadelPadel Aarhus. Vinderen kommer i Final4.

“Det kan ikke være mere spændende. Vi ser frem til en vild aften med nerverne ude på padeltrøjerne,”

– siger Allan Kolbro Nielsen, som er aktiv på holdet og medejer af både Skagen Padelcenter og Padel 99 i Frederikshavn, som er fælles om holdet.

Oprykkerne fra Skagen/Frederikshavn har – med sine stærke svenskere på holdet – en målsætning om Final4, men flere kampe har kollideret med internationale turneringer, som har forhindret Skagen/Frederikshavn i at være i stærkeste opstilling.

Det er vi heldigvis i aften, og det er også nødvendigt mod et stærkt aarhusiansk hold, fortæller Allan Kolbro Nielsen.

Publikum i Skagen Padelcenter kan glæde sig til at se de svenske stjernespillere Simon Vasquez, Adam Axelsson, Pablo Figueroa og Johan Fors samt ikke mindst den nybagte danske mester Malthe Nielsen.

Vi stiller med det hidtil stærkeste hold, så det bliver spændende at se, om vi snupper sejren. Det tror jeg på, siger Allan Kolbro Nielsen.

Der er kampstart kl. 19.00, men allerede fra kl. 18.00 sælges der lækre grillpølser fra Slagter Munch. Der forventes over 200 tilskuere i Skagen Padelcenter, hvor der er gratis entre.