• Forside
  • Det sker
  • Kystmuseet inviterer til guidet tur i Lars Kruses fodspor
14 juni, 2025 Det sker

Kystmuseet inviterer til guidet tur i Lars Kruses fodspor

Kystmuseet Skagen

Du har nok hørt om Skagens berømte redningsmand Lars Kruse – men kender du egentlig hans livshistorie?

På en solrig sommerdag i 1828 bliver en lille dreng født i det idylliske fiskerleje Skagen. Drengen får navnet Lars Andersen Kruse, og fra første åndedrag er hans liv tæt knyttet til havet – lige som hans far, der som mange andre mænd i byen lever af fiskeriet.

Lars følger naturligvis i sin fars fodspor, og var han ikke gået ind i redningsvæsenet, ville hans historie måske aldrig være blevet kendt.

Men Lars Kruses liv blev langt mere end blot en almindelig fiskers liv. Denne fattige fiskersøn fik en skæbne, der stadig huskes efter næsten to århundreder. Et liv fyldt med dramatiske redningsforsøg på havet, ufattelige tragedier, uretfærdigheder og store sorger. Men også et liv med store bedrifter, udmærkelser og kærlighed.

En særlig begivenhed skiller sig ud: Julen 1862. I den mørke vinternat strander det svenske skib ”Daphne” på Skagen Nordstrand. Uden tøven sætter Lars sammen med sine kammerater liv og lemmer på spil for at redde den nødstedte besætning. Denne hændelse ændrer alt – ikke kun for Lars Kruse selv, men også for hele Skagen. Lars bliver selve symbolet på den danske redningsmand og han er en pionér i en tid, hvor redningsvæsenet knap havde taget sine første skridt i Danmark.

Alt dette og mere til kan du høre nærmere om på Kystmuseets guidede tur ”I Lars Kruses fodspor”. Turen går fra det gamle Østerby, hvor Lars Kruses liv begyndte, til Skagen Assistens Kirkegård, hvor han hviler i dag. Undervejs stopper vi op og folder hans utrolige historie ud – en historie om mod, næstekærlighed og livet i det barske Skagen.

Den guidede tur finder sted torsdag den 19. juni kl. 14:00 – 15:30.

Mødested ved Vandtårnet, Markvej 1, 9990 Skagen.

Billetter kan købes på Kystmuseet Skagen eller online via Kystmuseet.dk