Tirsdag aften blev redderne ved Skagen Redningsstation kaldt ud til en kutter med motorproblemer.
Kutteren lå omtrent 7 sømil sydøst for Skagen Havn. Men hvad der på alle måder lignede en rutineopgave skulle snart vise sig at blive en hel del mere kompliceret end som så…
Redderne kom hurtigt i arbejdstøjet og havde snart efter lagt fra kaj i den store redningsbåd Lars Kruse.
De 7 sømil blev hurtigt tilbagelagt og redderne ombord på Lars Kruse gjorde klar til at køre slæbelinen ud for at kunne få denne over til den nødstedte kutter.
Men slæbelinen kørte desværre i den ene af redningsskibets skruer, hvilket forårsagede at linen knækkede.
Redderne fik dog hurtigt lappet slæbelinen sammen og fik den monteret på kutteren.
Herefter begyndte hjemturen til Skagen Havn, men som bekendt kommer et uheld sjældent alene.
Ud for havnen gik det da også galt igen, da slæbelinen knækkede igen. De hårdt prøvede og knoklende reddere fik fikset slæbelinen igen, men redderne kunne tydeligt mærke at linen havde taget skade og at de dermed ikke havde fuld kontrol over kutteren.
Der blev derfor tilkaldt assistance fra en slæbebåd inde i havnen som kom ud og fik kutteren bragt sikkert til kaj.
Da redderne lagde til kaj med Lars Kruse stod der allerede en dykker klar på kajen som straks hoppede i bølgen blå for at undersøge redningsskibets skruer.
Ganske rigtigt dukkede dykkeren lidt efter op til overfladen med en god klump tovværk som sad fast i skruerne.
Herefter stod den på reparation af slæbelinen og general klargøring således at Lars Kruse såvel som redderne og deres udstyr er klar til næste udkald.