
Der bliver godt med liv i Skagens gader i dag, onsdag den 14. oktober, når det enorme krydstogtskib AIDAnova lægger til ved Krydstogtkajen med forventet 6.649 passagerer om bord. Det er sæsonens hidtil højeste passagertal ved et enkelt anløb og blot seks passagerer fra den historiske rekord på 6.655 gæster, som selvsamme skib satte den 13. august 2025.
Af de mange krydstogtgæster er hele 6.541 tyskere, og dermed kan byens butikker og turistattraktioner se frem til en særdeles travl onsdag midt i efterårsferien.
Det 337 meter lange krydstogtskib er her onsdag morgen kort efter kl. 7 på vej ind gennem havneindsejlingen og forventes at forlade Skagen igen klokken 17.00.
Dagens anløb bliver AIDAnovas 12. besøg i Skagen i 2026, og dermed er der kun et enkelt anløb tilbage på årets program for det store tyske krydstogtskib.
Det finder sted onsdag den 28. oktober, hvor AIDAnova efter planen vender tilbage til Skagen for sidste gang i denne sæson.
Skagen Havn forventer i alt 103 krydstogtanløb i løbet af 2026, og med de mange gæster fra AIDAnova nærmer årets samlede passagertal sig samtidig endnu en markant milepæl på 200.000 krydstogtgæster.