• Forside
  • Kultur
  • Kulturhus Kappelborg inviterer operatalenter til Skagen 
02 august, 2022 Kultur

Kulturhus Kappelborg inviterer operatalenter til Skagen 

For fjerde år i træk samler Kulturhus Kappelborg 16 særligt talentfulde operasangere til Interational Opera Masterclass i Skagen i uge 33. Det ugelange program kulminerer med en koncert i Skagen Kirke lørdag den 20. august.

I 2019 blev der for første gang afviklet International Opera Masterclass på Kappelborg i Skagen. Nu, fire år senere, er den ugelange opera-event så populær blandt talentfulde, kommende operastjerner, at de rejser til Skagen fra Norge, Tyskland, Polen og Danmark for at synge med. Det betyder, at ventelisten vokser, og at de i alt 16 pladser nemt bliver besat.

”Alle deltagere skal gennem en optagelsesprocedure, hvor vi finder ud af, hvem der skal tilbydes en plads. Vi er glade for, at det er lykkedes at skabe en masterclass, som får international opmærksomhed, for det giver en enestående mulighed for en stor musikalsk oplevelse ved den afsluttende koncert i Skagen Kirke lørdag aften.”

Lars Ilum, leder af Kulturhus Kappelborg

Et kunstnerisk fællesskab

Operatalenterne bliver undervist af den internationalt anerkendte sangcoach Susanna Eken og rektor ved Det Kongelige Danske Operaakademi Anne Margrethe Dahl. Sideløbende oplever sangerne Skagen via blandt andet besøg på Grenen og aftenbadning på Sønderstrand. Formålet er, at de skal drage hjem med en fortælling om Skagen som et kulturelt arnested, hvor nationale og internationale kunstnere mødes.

”På Kappelborg vil vi rigtig gerne bidrage til at skabe nye kunstneriske fællesskaber. Skagen har historisk set været et sted, hvor man kommer igen og igen for at hente inspiration og udvikle sig selv og sin kunst. Både alene og i fællesskab med andre. Det er den tradition, vi ønsker at samle op med vores internationale Opera Masterclass i sensommeren.”

Lars Ilum, leder af Kulturhus Kappelborg

Talentpris og kirkekoncert

Ved den afsluttende koncert i Skagen Kirke bliver en vinder af årets talentpris udvalgt. Vinderen er en deltager, som har gjort sig særligt positivt bemærket i den forgangne uge. Vedkomne vinder en plads på næste års masterclass og medvirker til gengæld i Kappelborgs nytårskoncert.

”Vi overrækker prisen i Skagen Kirke lørdag den 20. august. Det plejer at være en fantastisk koncertaften, som tiltrækker rigtig mange gæster. Deltagerne er ikke uprøvede operatalenter, men derimod sangere, som allerede er godt i vej på den internationale operascene.”

Lars Illum

Køb billet til koncerten i Skagen Kirke: 
www.kappelborgskagen.dk/vis/artikel/koncert-opera-masterclass/

Om Opera Masterclass på Kappelborg:
  • Siden 2019 har Kulturhus Kappelborg i Skagen afviklet International Opera Masterclass i uge 33.
  • Ugen igennem arbejdes der med arier og i ensembler – særligt udvalgt til unge operatalenter.
  • Talenterne bliver undervist af den internationalt anerkendte sangcoach Susanna Eken og rektor ved Det Kongelige Danske Operaakademi Anne Margrethe Dahl.
  • Resultatet af ugens masterclass bliver præsenteret til en koncert i Skagen Kirke lørdag den 20. august kl. 19.30.
  • Her er operasangerne akkompagneret af tre anerkendte pianister og akkompagnatører: Line Braaten, Sofia Wilkman og Thomas Darelius.
  • International Opera Masterclass 2022 er støttet af Augustinus Fonden, Knud Højgaards Fond, Estrid & Jørn Hesselholt samt Gudrun & Palle Mørchs Mindelegat.