• Forside
  • Nyheder
  • Kraftig lugt af diesel og petroleum i Skagen: Forurening undersøges ved stenstranden i Vesterby
18 maj, 2026 Nyheder

Kraftig lugt af diesel og petroleum i Skagen: Forurening undersøges ved stenstranden i Vesterby

Fotograf: Kristoffer Vangsted

En forurening ved stenstranden i Vesterby har siden i morges givet anledning til en voldsom stank i området – miljøskibet Mette Miljø er nu i Skagen

Siden i morges har der været en kraftig lugt af petroleum eller diesel i store dele af Skagen.

Stanken har været særligt tydelig i og omkring Vesterby, hvor flere beboere i løbet af dagen har bemærket den markante lugt. Ifølge vores kilder er der også beboere i området, som er blevet dårlige som følge af den tunge lugt, ligesom der ligger flere døde fugle på stranden.

Beredskab og miljømyndigheder på stedet

Nordjyllands Beredskab var tidligere på eftermiddagen forbi området. Efter kort tid blev sagen dog overdraget til Miljøtjenesten i Frederikshavn Kommune samt den maritime miljøtjeneste, der hører under Forsvaret.

Den maritime miljøtjeneste reagerede straks ved at sende miljøskibet Mette Miljø fra Flådestationen i Frederikshavn, mod Skagen.

Efter først at have været ude omkring forureningsstedet sejlede Mette Miljø omkring kl. 16.30 ind i Skagen Havn.

Årsagen endnu ukendt

Det er endnu uklart, hvad der har forårsaget forureningen, ligesom det på nuværende tidspunkt ikke står klart, hvad den videre plan bliver for indsatsen i området.

Skagen Nyt er ikke bekendt med, om der er tale om diesel, petroleum eller en anden form for olieprodukt, men lugten i området er kraftig og ubehagelig.

Sikkert er det dog, at man bør finde et andet sted end stenstranden i Vesterby til sin aftendukkert, indtil der er kommet klarhed over situationen.

Skagen Nyt følger sagen og opdaterer, når der foreligger yderligere oplysninger fra myndighederne.