28 July, 2021 Det sker

Kræmmermarked og Open By Night i Skagen

I morgen, torsdag d. 29. Juli har Skagen Handelsstandsforening arrangeret både kræmmermarked og Open By Night.

Kl. 10.00 – 18.00: Kræmmermarked på Skolemarken

På Kappelborgs Skolemark vil du dagen igennem kunne gøre en god handel når private kræmmere fra både nær og fjern slår deres stand op

Coronasikkerheden er lagt i hænderne på Skagens eventmager Allan Jensen. Allan udtaler:

“Til at hjælpe mig med at opfylde myndighedernes krav, har jeg allieret mig med Civitan Club Grenen, som er en lokal velgørenhedsklub. De leverer modne, myndige og servicemindede personer, som passer godt ind i vores arrangement. Skolemarken vil blive afspærret, og der bliver markerede ind- og udgange med flinke kontrollører, samt en bred ensrettet gangsti for gæsterne. Vi laver 2 meters afstand mellem boderne, og alle kræmmere stiller håndsprit frem i boderne. Vi garanterer, at der max er op til 500 personer på pladsen”.

Om hvad der kan forventes af Kræmmermarkedet udtaler eventmager Allan Jensen:

Der vil være et stort udbud af kræmmere, som kommer fra både Skagen og Skanderborg, samt hele Nordjylland. Særligt populær er, den tilbagevendende bod med drivtømmer i alle størrelser. Så kom og find lige det du mangler. Til at få os i den rigtige kræmmerstemning, får vi besøg af Lirekassemanden Peter Gislund, som især er kendt fra Hjallerup Marked.

Artiklen fortsætter under billedet

Kl. 18.00 – 22.00: Open By Night i gågaden

Når kræmmermarkedet lukker, så fortsætter de gode handler i Skagens hyggelige gågade.

Her vil byens butikker stå klar med gode tilbud på stribe, ligesom at der vil være et væld af aktiviteter for børn og barnlige sjæle rundt om i gågaden.

På Viggo Hansens Plads kan du for eksempel besøge Farm Funs mini zoo. Her har du mulighed for at hilse på de mange søde dyr. Men ikke nok med det, så tilbyder Farm Fun også ponyridning denne aften.

På torvet ved Kappelborg finder du Hop Hans, som har taget hans bedste hoppeborge samt en sjov og adrenalinfyldt overraskelse med.

Rundt om i gågaden vil du også opleve live musik som bevæger sig rundt i hele gågaden ligesom at De Gale Opfindere ligger vejen forbi.

Der er således både tilbud og aktiviteter til både store og til små – Så tilbring en hyggelig aften i Skagens idylliske gågade sammen med hele familien, til Kræmmermarked og Open By Night!

Både Kræmmermarkedet samt Open By Night er arrangeret af Skagen Handelsstandsforening i samarbejde med foreningens medlemmer.