12 november, 2021 Nyheder

Konservative siger nej tak til reservat i Skagen

Blandt alle de konservative byrådskandidater i Frederikshavn Kommune er der stor bekymring for, at der inden årets udgang skal udvælges 15 naturnationalparker. Det er et arbejde iværksat af Socialdemokratiet med støtte fra SF, Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet. 

 

Arbejdet er en kompliceret proces, hvor der indgår blandt andet indgår friluftsinteresser, misforstået dyrevelfærd og naturbeskyttelse. Det er hensigten, at naturnationalparker skal indhegnes med 160-180 cm hegn, og der udsættes store dyr såsom køer, heste og evt. bisonokser.

 

Skagens Odde og Bunken klitplantage er udpeget som en mulig naturnationalpark og gennemføres planen, vil det have store konsekvenser for alle der bruger området. Alle som elsker at benytte naturen, familier, motionister og ryttere, men som er bange for store dyr, vil blive udelukket. Der vil altid være en risiko for, at de store dyr reagerer aggressivt. Børnefamilier, skovbørnehaver udelukkes, da færdsel sker på eget ansvar og man skal færdes stille og roligt, når man er i nærheden af de græssende dyr. Det vil gå udover naturryttere og turistridningen. Friluftslivet vil blive begrænset – f.eks. orienteringsløb med mange mennesker harmonerer ikke med, at man er tvunget til at færdes stille og roligt.

 

Dyreværnsloven er lempet i naturnationalparkerne, fordi man ikke som i normalt husdyrbrug er forpligtiget til at tilsikre tilstrækkeligt foder og dyrlægekontrol. Man kan ikke med ansvarlighed omdefinere husdyr som vilde dyr, fordi man stopper med at fodre dem. Indhegnede dyr vil være frataget muligheden for at søge føde udenfor indhegningen, og vil være tvunget til at spise det, der er til rådighed, giftige planter, bark, grene m.m. og mange vil risikere at dø af underernæring. Det er ganske enkelt et uetisk dyreeksperiment.

 

De nuværende arealer ved Skagen med vedvarende naturnær skovdyrkning giver allerede biodiversitet, lagrer løbende CO2 og sikrer god dyrevelfærd mere end urørt skov gør. Der er derfor ikke brug for døende skov, indhegning og uetiske dyreforsøg. I Mols bjerge måtte man fra februar til marts 2020 fjerne over halvdelen af bestanden, 15 heste og 27 kvæg, der var afmagrede. Dette må ikke ske i vort nordjyske område.

 

Konservative siger nej til at lade sig besnakke af nogle meget veltalende rewilding-biologer, der måske ved noget om natur, men ikke om kvæg og heste.

 

Vi siger NEJ til indhegnet naturnationalpark og JA til at bevare vore smukke områder til gavn for den nordjyske befolkning og vores mange turister.

 

Et kryds ved konservative er et kryds til at bevare vor natur til glæde for både mennesker og dyr!