26 oktober, 2024 Nyheder

Kongevillaen renoveres for et større millionbeløb

Klitgaarden Refugium, Christian X’s gamle kongebolig i Skagen, har modtaget generøse donationer til en omfattende istandsættelse. En enestående oplevelse er i vente, fortæller fondens formand.

Når arkitekt Ulrik Plesners oprindelige kongebolig, Klitgaarden, til foråret lukker ned for sine aktiviteter i et halvt års tid, er der en god og glædelig grund til det.

“Vi har modtaget meget generøs støtte fra en række bidragsydere, så det nu er muligt at igangsætte en stor renovering af Klitgaarden.”

– Sådan fortæller Lars Hvilsted Rasmussen, der er formand for Klitgaarden Fonden.

Restaureringsprojektet støttes af Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, A.P. Møller og Hustru Chastine McKinney Møllers Fond til almene Formaal, Augustinus Fonden, den filantropiske forening Realdania, Det Obelske Familiefond, Spar Nord Fonden, Sportgoodsfonden samt Slots- og Kulturstyrelsen.

Der er samlet set doneret ca. kr. 13,5 mio. til istandsættelsen.

Den smukke gamle ejendom i Skagen fungerer i dag som refugium og giver arbejdsro til kunstnere, forskere, forfattere og andre, der har brug for fokuseret tid til at arbejde på et projekt. Men alderen og det til tider barske danske klima har sat sit tydelige aftryk på bygningen.

Slots- og Kulturstyrelsen, der skal godkende større renoveringer af fredede ejendomme, har bevilget støtte til den vedligeholdelsesplan, som Arkitektfirmaet Søren Kibsgaard har udført og det forslag til forbedring af ankomstforholdene, som Landskabsarkitektfirmaet Det Blå har udarbejdet.

“Jeg er sikker på, at der venter en enestående oplevelse for alle vores gæster, når vi har realiseret de spændende planer, der ligger for Klitgaarden.”

– Vurderer Lars Hvilsted Rasmussen.

Alt fra udvendige facader og vinduer til indvendige vægge, lofter og døre bliver istandsat, men også ankomstforholdene står foran en forskønnelse.

Fra kongevilla til arbejdsrefugium

Klitgaarden blev opført i 1914 af daværende Kong Christian X som privat feriebolig og dannede frem til 1952 rammen om kongefamiliens ferier.

Senere overtog Arveprins Knud og prinsesse Caroline Mathilde stedet, og Klitgaarden forblev i familiens eje indtil sommeren 1997, hvor arvingerne solgte ejendommen til Klitgaarden Fonden.

Efter en nænsom restaurering slog Klitgaarden dørene op som refugium i 2000.

Lukket for gæster forår og sommer 2025

Renoveringsprojektet gennemføres næste forår og sommer og medfører, at refugiet vil være lukket i perioden.

Efter renoveringen vil det være muligt at komme på en guidet rundvisning på Klitgaarden og dermed ved selvsyn se de mange forskønnelser som renoveringen vil bringe.