28 juni, 2024 Nyheder

Kondibingo i Hulsig slår fire fluer med et smæk

To fluer med et smæk er ikke så usædvanligt, og tre med et smæk har man hørt om, men fire?

Ikke desto mindre får deltagerne i Hulsigs traditionsrige kondibingo fire fordele ud af det:  motion, spænding og hyggeligt samvær – samtidig med at de støtter borgerforeningens arbejde til gavn og glæde for lokalsamfundet.

Lige så længe nogen kan huske, har der i landsbyen syd for Skagen været arrangeret kondibingo hver mandag aften i skolernes sommerferie. I år går det altså løs fra på mandag den 1. juli, og slutter mandag den 5. august.

Deltagerne sendes afsted kl. 19 fra stationspladsen i Hulsig, som for nylig har fået en grundig overhaling og nu fremstår som et fint samlingspunkt midt i landsbyen.

Princippet er enkelt: den lokale borgerforening sørger for at udlægge en rute på 3-4 km. Deltagerne kan købe bingoplader for 5 kr. pr. stk. Undervejs på ruten kan de krydse de numre af, som er anbragt på 15 forskellige poster. Tilbage ved udgangspunktet vanker der præmier for en fyldt række (10 kr.), to rækker (50 kr.) og for fuld plade får man 100 kr.

Systemet er så viseligt indrettet, at der i gennemsnit bliver et lille overskud til borgerforeningens drift – hvilket naturligvis glæder foreningens kasserer Niels H. Bünemann.

”Hvad vi tjener på kondibingo bliver typisk brugt på arrangementer, hvor borgerforeningen står for et gratis traktement. Deltagerne i kondibingo får selv glæde af det, da vi den første og sidste mandag hvert år byder på kaffe og kage, når ruten er tilbagelagt.”

– siger borgerforeningens kasserer.

Denne tradition får et ekstra twist i år, da foreningen planlægger en festlig indvielse af den nyrenoverede stationsplads i forbindelse med årets sidste kondibingo-aften den 5. august. Programmet for den aften er netop nu ved at blive skruet sammen.