22 februar, 2024 Kultur

Koncertaktuel på Kappelborg: Bobo Moreno er på den helt rette hylde med Soul Shakers

Danmarks crooner nummer 1 er han blevet kaldt, og de fleste genkender hans fløjlsbløde stemme, når de hører den. Men det er ikke sikkert, de lige forbinder stemmen med Bobo Moreno, for han har siden debuten i 1980’erne i udpræget grad ladet sin stemme danne klangbund for andre solister, bl.a. Sanne Salomonsen, Lis Sørensen, Hanne Boel, Anne Linnet og Lil Lindfors. Mange skagboer vil dog især huske stemmen og manden fra hans deltagelse i nytårskoncerten på Kappelborg for nogle år siden.

Kendetegnet for Bobo Moreno er hans fantastiske greb om publikum ligegyldigt hvilken musikgenre og band-sammensætning, han optræder i. Moreno er i den grad levende og nærværende, hvilket du kan opleve, når han giver koncert på Kappelborg lørdag 2. marts sammen med Soul Shakers, der består af nogle af Danmarks bedste bluesmusikere: Kjeld Lauritsen på orgel, Uffe Steen på guitar og Esben Bach på trommer. Koncerten er et led i en turné, der gennem 2023-24 har henrykket publikum i mange byer landet over.

Ud over de mange kor-jobs i starten af karrieren sang Bobo Moreno både soul, rock og jazz, og lidt ved et tilfælde blev Moreno en af tidens populæreste bigband-sangere. Chancen opstod, da Peter Thorup i 1998 måtte melde afbud med kort varsel til en koncert med Niels Jørgen Steens A-Team. På få timer lærte Bobo Moreno alle sangene, koncerten blev en succes og Moreno fast mand på holdet. Siden har han optrådt med adskillige store orkestre.

Den koncert, Bobo Moreno turnerer med nu, tager afsæt i soul- og bluesmusikken og er en meget mere intim affære. Med på scenen på Kappelborg har Bobo Moreno kun tre musikere, men sikke musikere! Kjeld Lauritsen, Uffe Steen og Esben Bach – Soul Shakers! Glæd dig til en soul-oplevelse med et stort stænk blues og en crooner, hvis stemme er ren fløde for øresneglen!