Hudlæge Helene Ringe Holmgren i Frederikshavn og neurolog Martin Tøttrup Kelkelund i Skagen er parate til at hjælpe ukrainske flygtninge med behov for speciallæge-bistand.
“Vi står i en meget speciel situation, hvor mængden af flygtninge inden for kort tid, kan overstige selv vores vildeste anelser. Fra centralt hold arbejdes der på en særlov, hvilket vi kun kan støtte, men i ventetiden kan der godt opstå et behov for lægelig behandling af flygtninge som aktuelt vil falde mellem 2 stole, når vi taler sygesikring – Her står vi klar til at tage aftenener og weekender i brug”, siger samstemmende Helene R. Holmgren og Martin Tøttrup Kelkelund.
Frederikshavn Kommunes borgmester Birgit S. Hansen (S) var i TV-avisen i går morges 4. marts 2022 og omtalte blandt andet kontakt til præster og læger og anden netværk i relation til håndtering af flygtningene. Kommunen er klar og det er speciallægerne også.
“Det er jo lidt som stilhed før stormen det her. Vi ved jo ikke, hvor mange der kommer, men vi ved, at over 1 mill. mennesker er flygtet ud af Ukraine på nuværende tidspunkt. Der kan være tale om flygtninge som mangler blodtryks- eller epilepsimedicin. Der kan også være tale om patienter som er flygtet fra deres kemoterapi mod svære hudlidelser. Kommunen og borgmesteren ved, at de bare skal ringe 24/7, så er vores klinikdøre åbne”, siger Martin Tøttrup Kelkelund, som udover speciallægeklinik i Skagen også er socialdemokratisk byrådsmedlem i Frederikshavn Kommune.