17 juni, 2024 Det sker

Klassisk duo fejrer midsommer

Skagen Musik- og Teaterforening fejrer midsommeren med et besøg af to af Danmarks dygtigste musikere: pianisten Christina Bjørkøe og violinisten Johannes Søe Hansen.

Duoen giver koncert på lørdag, den 22. juni kl. 16.30 i Skagen Kirke. På programmet står sonater af W. A. Mozart,  F. Poulenc og C. Franck, samt – som en særlig gestus til Skagen – en scherzo af Hugo Alfvén.

Christina Bjørkøe har siden sin solist-debut i 1997 vundet en lang række priser, herunder Victor Borges Legat, Carl Nielsens Rejselegat og Gladsaxe Musikpris.

Hun har optrådt i koncertsale i hele Norden og i Tyskland, Frankrig, Polen, Tjekkiet, Italien, Kroatien, Kina, Sydamerika og USA.

Desuden er hun docent ved Syddansk Musikkonservatorium.

I næsten 30 år var Johannes Søe 1. koncertmester i Danmarks Radios symfoniorkester. Siden 2022 har han helliget sig kammermusik samt solistopgaver i ind- og udland. Johannes Søe Hansen er uddannet fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i 1987, efterfulgt af videregående studier i Bern og solistdebut i 1990 efter studier på Det Jyske Musikkonservatorium.

Han har siden 2003 undervist studerende på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.

Man kan forudbestille billetter til denne koncert ved at indbetale prisen (100 kr. for medlemmer af musik- og teaterforeningen, 200 kr. for ikke-medlemmer) til foreningens konto 9008 4562727545 eller MobilePay 126440.