• Forside
  • Kultur
  • Kappelborg præsenterer forrygende gæstespil med Limfjordsteatret
10 marts, 2023 Kultur

Kappelborg præsenterer forrygende gæstespil med Limfjordsteatret

Noget om antihelte tog anmelderne – og publikum – med storm, da den havde premiere sidste år. Nu får skagboerne lejlighed til at se den humoristiske, musikalske og rørende forestilling, når Limfjordsteatret gæster Kappelborg d. 21. marts.

Her bliver der sat fokus på den nye manderolle. Hvad vil det sige at være mand i 2020’erne? Hvad er maskulinitet? Kan man være både far, ven, elsker, autoritet og supermand på samme tid?

Anmelderne var vilde med Noget om antihelte. Scenekanten gav exceptionelle 6 stjerner og skrev: ”God musik, geniale replikker og skuespil sætter dette teaterstykke i en klasse for sig.” Med 5 stjerner skrev Nordjyske Medier: ”Her sættes mande- og kvinderoller i overrumplende rotationer. Det er hæsblæsende og ofte meget morsomt.”

Forestillingen udspringer af teatertruppens egne oplevelser og erfaringer med at være mand. At drømme om at blive den helt fantastiske, helt moderne, helt perfekte far. Om de mandetyper, man prøver at leve op til, men som kan være svære at passe ind i.

De personlige fortællinger vokser frem af virkelighedens mandeverden, og publikum tages med på en både smertelig ærlig, morsom, musikalsk og eftertænksom rejse.

“Jeg er stolt af at kunne præsentere Limfjordsteatrets meget roste opsætning, og jeg glæder mig i det hele taget over, at vi i denne sæson præsterer det største og bedste teaterprogram i Kappelborgs historie. Det er dejligt at give Skagens teaterpublikum en god grund til at komme ud oven på corona-årene.”

Lars Ilum, Leder af Kulturhus Kappelborg

Efter Noget om antihelte venter endnu to forestillinger i Kappelborgs teatersæson. Næste gang er 21. april, hvor sART Danseteater gæster Kappelborg med forestillingen ”Hvis jeg bliver voksen”. En betagende danseteaterforestilling med overraskende og genkendelige billeder af fordomme, drømme, kriser og håb. Hvorfor er vores syn på voksne ofte, at de er gabende kedelige? Åd ungdommen alle glæderne og efterlod tømmermændene til de voksne?

Sæsonen sluttes 11. maj, når Teatret Møllen og Team Teatret lægger vejen forbi Skagen med deres anmelderroste teaterkoncert fra sæson 21/22, hvor den ikoniske Arbejdersangbog er kommet ned fra hylden og lukker op for den kulturskat, som sangbogen rummer. Gemt i sangteksterne ligger en masse historier og værdier, der er helt grundlæggende for vores samfund – også den dag i dag.