25 november, 2024 Det sker

Julemærkemarch i Skagen – gå for en god sag

Støt børns kamp mod mobning og mistrivsel, og hjælp børnene med at genfinde glæden og det gode børneliv!

I hele Danmark samles man for 48. gang og går en dejlig tur den 1. december 2024 og i Skagen kan man som vanlig gå Julemærkemarchen fra Skagen OK og Motions klubhus på Gl Landevej. Al overskud går til de 5 Julemærkehjem i Danmark, hvor ca 1.000 børn hvert år bliver hjulpet til en frisk start på livet.

Tag familie og venner med for at vise din støtte sammen med alle de ildsjæle, der lægger et stort arbejde ude på de lokale Julemærkemarch-startsteder. På landsplan plejer at deltage ca 16.000 danskere fordelt på de 68 startsteder rundt i landet. Det plejer at resultere i knap 1,5 mill kr til Julemærkehjemmene.

Du kan læse mere på hjemmesiden www.julemærkemarchen.dk.

Fra Skagen OK og Motion glæder vi os altid til at tage imod de glade marchdeltagere, og for os frivillige er det er en hyggedag, hvor vi sender deltagerne ud på vores 2 gangvenlige ruter – henholdsvis 5 og 10 km. Hygge og motion går godt i spænd, når man samtidigt kan gøre en forskel for børnene på julemærkehjemmene. Og så skader det jo ikke, at du midt på ruten kommer til vores gløggvogn, hvor et par hyggeonkler serverer byens bedste gløgg helt gratis! I klubhuset kan du slutte af med kaffe og æbleskiver til billig pris.

Har du ikke allerede tilmeldt dig på forhånd, kan du gøre det på startstedet på selve dagen. I Skagen går den officielle start som vanligt kl 9.00, hvor man bliver sendt af sted med en lille velkomsttale. Herefter kan der startes individuelt indtil kl 11.00.

Priser på dagen, hvor man bare møder op:

Deltag med medalje kr. 90,-

Deltag uden medalje kr. 50,-

 

På vegne af startsted 20, Skagen

Lene Mogensen