
På lørdag forvandles Skagen Østerby for alvor til Juleby Østerby. Denne dag går butikker, caféer og kulturinstitutioner sammen om at skabe en levende, varm og sanselig juleoplevelse for både lokale og besøgende.
Fra kl. 10 til 16 summer bydelen således af aktivitet, hygge og masser af jul, når Østerby´s aktører åbner dørene og byder indenfor til særlige oplevelser og juletilbud.
Juleby Østerby er en hel dag dedikeret til at smage, sanse og opdage, og programmet er spækket med spændende oplevelser og tilbud:
Apéro Bistro & Champagnebar sørger for fransk julehygge med crepes og vin chaud, og den populære franske julefrokost kan også nydes mod bordbestilling.
På eftermiddagens program står desuden live musik med Trio 9990, der spiller ved Nordjyske Bank kl. 14.30–15.15 og skruer julehyggen helt op.
Hos Bellevue Vintage er der 10 procent rabat på al den fine, gamle julepynt – perfekt til dig, der elsker unik og klassisk juleudsmykning.
Benedikte Utzon præsenterer vinterens smukkeste styles til et julemodeshow kl. 13.30, hvor lokale skagen-modeller viser årets nye styles.
Brøndums Hotel byder på deres julefrokostbord kl. 12, og senere kan man deltage i en guidet tur i kunstnerkoloniens fodspor fra kl. 14.30–16.00, efterfulgt af gløgg i de ikoniske omgivelser.
Kunstinteresserede kan tage forbi både Skagen Kunsthus, som holder åbent med fri entré kl. 12–16, og Skagen Kunst og Rammer, der giver 20 procent rabat på kunst samt et glas hvid portvin.
Hos Skagens Museum kan man benytte sig af et attraktivt 2-for-1-tilbud på entré – en oplagt mulighed for at opleve vinterens udstillinger og Viggo Johansens klassiske Glade Jul, der i år har inspireret hele Østerbys juleudsmykning.
Ena Strand har julesnacks fra Katrines Køkken, Iscaféen frister med særlig jule-is og friskbagt julebag, og hos Skagen The og Kaffe får man både smagsprøver og 20 procent rabat på julegodter og specialty-delikatesser.
Skagen Bageri & Café i Østerby serverer julesmåkager og gløgg, mens pianisten skaber stemning med julesange på caféens piano.
Hos SkagenBolig venter gratis halsedisser til voksne og børn – og der er både kaffe, te og julegodter på disken.
I Rosenhaven finder man alt til julens dekorationer – julebuketter, grønne grene og smukt pynt til hjemmet – mens Slagter Munch stiller Bamsemuséets pølsevogn frem med husets egne specialiteter og en særlig julepris på leverpostej.
Vilde Vaser inviterer til at flette julestjerner, og hos Skagen FRYD kan man deltage i en sjov julekonkurrence: gæt antallet af lakridspiber i glasset og vind en Lakor T-shirt eller hue.
Nordjyske Bank står for konkurrencer foran Apéro, og hos Oscar er der lodtrækning blandt de første 20 kunder.
På parkeringspladsen på hjørnet af Sct. Laurentii Vej og Spliidsvej kan man desuden opleve en Porsche 356 i is-racer-version – et nostalgisk blikfang, som mange uden tvivl vil lægge vejen forbi i løbet af dagen.
Juledag i Juleby Østerby er uden tvivl et nyt højdepunkt for julen i Skagen – en dag, der samler både lokale skawboere og nysgerrige gæster i en bydel, hvor historien og julens magi flettes naturligt sammen.
Med fokus på hygge, kvalitet, juleglæde og lokale aktører er der lagt op til en dag, hvor hver eneste gade og butik byder på noget særligt.
Østerby er klar – og julelysene tændes for alvor i øjnene hos både børn og voksne, når Juleby Østerby inviterer til en dag fyldt med julestemning på lørdag kl. 10–16.