• Forside
  • Det sker
  • Jul i juni: Julen kommer til Skagen Strand Resort – seks måneder før tiden
20 juni, 2026 Det sker

Jul i juni: Julen kommer til Skagen Strand Resort – seks måneder før tiden

I dag, lørdag den 20. juni er Skagen Strand Resort forvandlet til et sandt juleland, når julemænd, nissemødre og nisser fra Danmark, Norge og Sverige samles til en dag fyldt med julestemning, sjove aktiviteter og oplevelser for hele familien.

For én dag er Skagen Strand Resort åbent for alle. Arrangementet er ikke kun for resortets gæster – alle er inviteret til at komme og opleve den særlige stemning, når julen flytter ind midt i sommeren.

Bag arrangementet står Santa Julle og Julemænd, Julemødre & Nisser, som afholder deres årlige samling på Skagen Strand Resort.

GRATIS OPLEVELSER FRA KL 10 TIL 16

Hele dagen byder på aktiviteter for både børn og voksne.

Blandt dagens højdepunkter er de populære Julympiske Lege med skiløb, sneboldskamp, forhindringsbane, postsækkekast, rensdyrfangst med lasso og gaveindpakning.

Børnene kan også møde julemænd og nisser fra hele Skandinavien, køre med Julemanden i hans kane, få lavet nissehår, få ballondyr, ansigtsmaling og glimmertatoveringer.

Fra kl. 14.00 er der Nisseskole for børn op til 12 år, hvor de kan tage de første skridt mod at blive ægte nisser og modtage både diplom og rosette.

Alle aktiviteter er gratis.

RISENGRØDSPAUSE KL. 12.30

Ingen jul uden risengrød!

Kl. 12.30 serveres der traditionel risengrød med smørklat og kanel, som kan købes for kun 20 kroner pr. portion.

NOGET FOR ALLE

Er man ikke til nisser og julehuer, er der stadig masser at opleve. Skagen Strand Resorts store legeplads med hoppepuder og legeområder står til fri afbenyttelse hele dagen.

Arrangementet er skabt som en hyggelig familiedag, hvor børn, forældre, bedsteforældre og alle andre kan mødes om leg, fællesskab og sommerhygge med et strejf af jul.

SKAGEN STRAND RESORT ÅBNER DØRENE

“Vi glæder os til at byde både lokale og besøgende velkommen. Det er ikke hver dag, man møder så mange julemænd samlet på ét sted, og derfor har vi valgt at åbne Skagen Strand Resort for alle denne dag. Vi håber, at mange har lyst til at kigge forbi og være med,”

– siger Vibeke Marina Olesen, receptionschef på Skagen Strand Resort.

Praktiske oplysninger

Jul i Juni på Skagen Strand Resort
Lørdag den 20. juni 2026 kl. 10.00 – 16.00

• Alle aktiviteter er gratis
• Risengrød med smørklat og kanel koster 20 kr.
• Skagen Strand Resort er åbent for alle denne dag

Alle er hjerteligt velkomne.