16 marts, 2024 Nyheder

Jesper Winter fejrer 20 års jubilæum på Skagen Fiskerestaurant med manér

Jesper C. Winter kan på fredag, d. 22. marts fejre intet mindre end 20 års jubilæum på Skagen “Fisken”.

Jesper startede nemlig på det der i dag er én af, hvis ikke den bedst kendte fiskerestaurant her i landet, helt tilbage til mandag d. 22. marts 2004.

Her blev han ansat som køkkenchef – og sidenhen har det taget fart.

Gennem årene har han ikke alene overtaget Skagen Fiskerestaurant i Skagen, men også åbnet en Skagen Fiskerestaurant hele 4 andre steder i landet – nemlig to i København, en i Kolding og en i Aalborg – sidstnævnte blev dog lukket ned sidste år grundet et mættet marked for gode fiskerestauranter.

Udover selve Skagen Fiskerestaurant har han sammen med hans kone Didde Winter åbnet Skagen Harbour Hotel, ligesom at han gik ind i den populære Surdejsbageren i Aalborg, som også endte med at overtage det der før hed Rådhusbageren i Skagen.

Der gik dog ikke længe inden at Jesper var ene mand i bageriet og det førte til at Surdejsbageren i Skagen skiftede navn til Skagen Bageri & Café.

Som sidste stjerne i hans 20 år på Skagen Fiskerestaurant har han netop åbnet endnu en filial af Surdejsbageren, denne gang på Stigsborg i Nørresundby.

Selvom Jesper uden tvivl har hjertet med i alle hans projekter, så er der dog ingen tvivl om, at hans hjerte brænder lige dén tand mere for “Fisken” i Skagen, i de ikoniske Bindesbøll pakhuse.

Fejres med festlig reception

Det var derfor heller ikke nogen svær beslutning at det skulle være dér hvor det hele startede for 20 år siden – i Skagen Fiskerestaurant på Fiskehuskajen, at Jesper Winter skal fejre hans jubilæum.

Fejringen sker på selve dagen for jubilæet – altså på fredag d. 22. marts kl. 13.00 – 17.00.

Her inviterer Jesper og Didde Winter sammen med hele teamet på “Fisken” til reception.

Eftermiddagen vil naturligvis blive krydret med festlige indslag og lækkerier fra køkkenet og vinskabet.

Jesper håber at se gæster af huset, venner, familie, gamle kollegaer, forretningspartnere og leverandører til en festlig eftermiddag på Skagen Fiskerestaurant i de gamle Bindesbøll huse.

Vi ønsker Jesper Winter stort tillykke med det store jubilæum og glæder os til (mindst) 20 år mere med dig ved roret på Skagen Fiskerestaurant!

Herunder kan i se lidt billeder af Jesper gennem hans 20 år på Skagen Fiskerestaurant: