13 juni, 2024 Det sker

Jens Borup holder båltale i Hulsig

Traditionen tro mødes de lokale Hulsig-borgere med sommerhusgæster og andre besøgende til en hyggelig Sankthansaften den 23. juni.

Båltalen holdes i år af byrådsmedlem Jens Borup (V), der selv bor i området syd for Skagen.

Det er dog ikke nødvendigvis lokalpolitik, der bliver emnet for den traditionelle tale, der indrammes af fællessang før bålet tændes.

I Hulsig er det altid H. C. Andersens ’Jylland mellem tvende have’ og selvfølgelig Holger Drachmanns Midsommervise, der står på programmet.

En anden tradition er, at heksen – som et symbol for ondskab – skal sendes til Bloksbjerg.

I de senere år er der opstået en folkelig diskussion om, hvorvidt denne tradition er i pagt med nutidens normer.

I Skagen har man valgt at afbrænde en trold i stedet for en heks.

Borgerforeningen er lidt hemmelighedsfuld på dette punkt, men det antydes dog, at man også i Hulsig kan afvige fra den fladtrådte sti, når det gælder hekse-afbrænding.

Fejringen af Sankthansaften finder sted søndag den 23. juni kl. 21 på stranden for enden af Karredvej.

Borgerforeningen sørger for, at der kan købes forfriskninger.