• Forside
  • Nyheder
  • Investor vil opføre stor dagligvarebutik ved indkørslen til Skagen
29 maj, 2026 Nyheder

Investor vil opføre stor dagligvarebutik ved indkørslen til Skagen

En investor har henvendt sig til Frederikshavn Kommune med ønske om at etablere en 2.000 kvadratmeter stor dagligvarebutik på hjørnet af Frederikshavnsvej og Kattegatvej – dér hvor Møblér med Senius i dag holder til

Arkivbillede - Møblér med Senius

En ny stor dagligvarebutik kan potentielt blive placeret ved indkørslen til Skagen.

Frederikshavn Kommune har modtaget en henvendelse fra en investor, der ønsker at etablere en dagligvarebutik på 2.000 kvadratmeter på matrikel 250af, Skagen Markjorder, som er det område ved rundkørslen ved Frederikshavnsvej og Kattegatvej, hvor Møblér med Senius i dag er placeret.

Placeringen ligger uden for Skagens bymidte, og derfor kræver projektet ny planlægning, hvis det skal kunne realiseres. Det vil i givet fald kræve både et kommuneplantillæg og en lokalplan for området.

Undersøgt i detailhandelsanalyse

Placeringen har allerede været undersøgt i Frederikshavn Kommunes detailhandelsanalyse fra 2025.

Her fremgår det, at Skagen generelt har en robust detailhandel med få tomme butikslokaler og et stabilt antal butikker. Samtidig spiller turismen en stor rolle for byens handelsliv. Ifølge analysen omsættes næsten to ud af tre kroner i Skagens butikker af turister.

Analysen peger også på, at Skagen samlet set har et handelsoverskud, som betyder, at der teoretisk kan planlægges for mere dagligvarehandel i byen. På den konkrete grund vurderes der samtidig at være plads til både dagligvarebutik, parkeringsarealer og vareindlevering.

En butik på placeringen ved Kattegatvej vil ifølge sagen kunne styrke butikskoncentrationen i området og skabe en mere central dagligvareforsyning mellem Skagen og Gl. Skagen. Der peges også på, at en dagligvarebutik ved indkørslen til byen potentielt kan aflaste bymidten for trafik og parkeringspres.

Kan ramme bymidten

Selv om der er argumenter for placeringen, peger detailhandelsanalysen også på væsentlige udfordringer.

Ifølge analysen giver den forventede udvikling i befolkning, turisme og forbrug ikke grundlag for yderligere dagligvarebutiksareal i Skagen frem mod 2037. En ny dagligvarebutik vurderes derfor ikke at skabe en samlet meromsætning, men vil i stedet primært flytte omsætning fra de eksisterende større dagligvarebutikker i byen.

Samtidig vurderes det, at en udflytning af dagligvarehandel fra bymidten kan reducere kundestrømmen til centrum. Det kan få afledte negative konsekvenser for handelslivet og butikkerne i gågaden, hvis borgere, turister og besøgende i højere grad foretager deres indkøb uden samtidig at besøge bymidten.

I sagen fremhæves det også, at der aktuelt er en lukket dagligvarebutik i bymidten, som kan blive vanskeligere at aktivere igen, hvis der udlægges nye arealer til dagligvarehandel i udkanten af byen.

Administrationen anbefaler et nej

På den baggrund anbefaler administrationen i Frederikshavn Kommune, at der ikke arbejdes videre med at muliggøre etablering af en dagligvarebutik på grunden ved Frederikshavnsvej og Kattegatvej.

Vurderingen er, at de potentielle negative konsekvenser for bymidten og det samlede handelsliv i Skagen vejer tungere end de trafikale og funktionelle fordele ved placeringen.

Sagen er dog i første omgang en principiel stillingtagen. Hvis der politisk er ønske om at arbejde videre med projektet, skal der efterfølgende sættes en egentlig planproces i gang med kommuneplantillæg og lokalplan.

Dermed er spørgsmålet nu, om Skagen skal have mulighed for en ny stor dagligvarebutik ved indkørslen til byen – eller om hensynet til bymidten og den eksisterende detailhandel skal veje tungest.

Sagen er på dagsordenen når Udvalget for Plan, Miljø og Tilladelser mødes igen på onsdag d. 3. juni.