16 oktober, 2023 Erhverv

Internationalt forskningssamarbejde etablerer selskab i Skagen

På torsdag den 19. oktober mødes medlemmer af det internationale forsknings- og netværkssamarbejde CTIF Global Capsule til konference i Skagen.

CTIF Global Capsule er et unikt netværkssamarbejde mellem 18 universiteter og en række industrivirksomheder fra hele verden, hvor hovedfokus er at bygge bro mellem avanceret teknologi og bæredygtige forretningsmodeller.

På konferencen vil deltagerne udveksle viden om og debattere udviklingen af fremtidens trådløse teknologier og IT-sikkerhed.

Herudover vil CTIF Global Capsule denne dag også markere dannelsen af CTIF Global Capsule Fonden, som fremadrettet skal understøtte de forskellige forskningssamarbejder i CTIF Global Capsule netværket.

Sekretariatet for CTIF Global Capsule Fonden får til huse ved Den erhvervsdrivende fond Skagen Uddannelsescenter.