20 September, 2024 Nyheder

Indvielse af Skagen Keramikværksted

Kulturhus Kappelborg og Skagen Keramikværksted vil i anledningen af indvielsen af det nye keramikværksted på Kappelborg invitere alle interesserede til reception torsdag den 26. september fra kl. 16.30-18.00.

Vi er vært for et koldt glas cremant og foreningen vil være til stede og vise rundt i værkstedet og fortælle om deres hold, hvordan man kommer på venteliste og meget mere.

Det hele startede som en strøtanke fra en af initiativtagerne fra den nu etablerede forening Skagen Keramikværksted, om ikke Skagen manglede et keramikværksted og om ikke Kappelborg kunne være et oplagt sted at huse et sådan.

Inden længe var den første fondsbevilling i hus og siden har mange flere lokale og nationale fonde og sponsorer bakket op.

Keramik er et af de kunsthåndværk, som de seneste år har haft en stor opblomstring, og det vil Kappelborg som kulturhus gerne være med til at skabe de bedste rammer for.

Foruden det nye keramikværksted råder Kappelborg over et atelier, som huser foreningen Kraplak og indtil for nyligt Skagen Skaberværksted med et ugentligt forløb for børn fra 8 – 12 år.

Keramikværkstedet er placeret i Foreningshuset på Kappelborg på 1. sal med indgang ud mod Nørreled på ”bagsiden”af Kappelborg.

Lokalerne har undergået en mindre ombygning, som af flere grunde har trukket i langdrag, men nu er værkstedet klar til brug med midler skaffet af både Kappelborg og Skagen Keramikværksted, sådan at værkstedet er toptunet med professionelt udstyr.

Etableringen af keramikværkstedet er generøst støttet af:

  • Nordeafonden
  • Sparekassen Danmark
  • Nordjyske Bank
  • Lions Skagen
  • Sol og Strand
  • Østifterne

Om Skagen keramikforening

Skagen Keramikværksted startede som en lille gruppe, der gerne ville lave keramik i Skagen (vi kørte til Jerup, og det syntes vi var lidt langt).

Gennem fælles interesse opstod samarbejdet med Kappelborg, og Skagen Keramikværksted blev stiftet som forening.

Kappelborg stiller lokaler til rådighed, og sammen med foreningen har de skaffet midlerne til at skabe et funktionsdygtigt værksted med ovn, drejeskive, “pølsepresse” med mere og det hele i god kvalitet.

Der er pt 4 hold og på sigt mulighed for flere. Man kan følge foreningen gennem facebookgruppen “Skagen keramikværksted”, hvor nye tiltag bliver annonceret.

Er du interesseret i at komme på venteliste? Så kontakt os via ovennævnte gruppe.