
Skagen Nyt har modtaget følgende indlæg fra Jill Byrdal og Jens A. Borup, byrådsmedlemmer for Venstre i Frederikshavn Kommune:
Der skrives og tales jævnligt om afvikling, stilstand og ødelæggelse af Skagen og Frederikshavn Kommune.
Men det billede genkender vi ganske enkelt ikke.
Vi møder hver dag mennesker, der investerer, udvikler, skaber arbejdspladser og tager ansvar for vores område. Borgere, erhvervsdrivende, foreninger og frivillige, som knokler for at gøre vores kommune stærkere.
For sandheden er, at der sker meget positivt.
I Skagen åbner nye butikker, nye initiativer omkring vores idrætsliv spirer frem, og mennesker tør stadig satse deres egne penge og deres eget arbejdsliv på vores by.
Det er ikke afvikling. Det er udvikling.
På havnen investeres der massivt. Maskinrummet bliver et nyt fyrtårn og en attraktion for hele regionen. Restaurationslivet udvikler sig, erhvervslivet har travlt, og virksomheder som FF Skagen, Scandic Pelagic, Karstensens Skibsværft og de mange underleverandører skaber aktivitet og arbejdspladser hver eneste dag.
Det sker ikke på grund af tilfældigheder.
Det sker, fordi mennesker tør investere, tage ansvar og skabe værdi.
Vi tror grundlæggende på, at udvikling skabes af mennesker med initiativ.
Udfordringerne skal tages alvorligt
Det betyder ikke, at vi ikke har udfordringer. Det har vi.
Vi mangler boliger. Vi mangler arbejdskraft. Vi mangler flere fastboende borgere. Og ja – vi står med en alvorlig demografisk udfordring, som kræver politisk mod at håndtere.
Men løsningen er ikke at tale vores kommune ned.
Hvis vi ønsker flere børnefamilier, flere virksomheder og flere investeringer, så skal vi også turde fortælle historien om alt det, der faktisk fungerer.
Vi ønsker flere helårsboende borgere. Mennesker, der arbejder her, lever her og bidrager til fællesskabet året rundt. Det er afgørende for vores skattegrundlag og for fremtidens velfærd.
Men vi agter samtidig ikke at gøre fritidshusejere til syndebukke.
Mange mennesker har investeret store summer i vores område. De har renoveret huse, skabt liv og været med til at løfte værdien og kvaliteten i vores byer og vores erhvervsliv. Det skal vi anerkende.
Samtidig skal vi alle selvfølgelig overholde de regler, der gælder. Hensyn til naboer, støjniveau, snerydning og almindelig ordentlighed er ikke til diskussion.
Et nyt byråd med ansvar for fremtiden
Vi er et nyt byråd med 13 nye og 16 genvalgte medlemmer.
Vi har et borgerligt flertal, og det forpligter. Vi byder op til dans i hele byrådet og ønsker at være fælles om så mange beslutninger som muligt.
For os handler politik ikke om at administrere tilbagegang. Det handler om at skabe rammerne for vækst, udvikling og frihed til dem, der vil noget.
En kommune skal løse sine kerneopgaver ordentligt: velfærd, omsorg, skoler, ældrepleje, infrastruktur og gode rammer for borgere – og ikke mindst for erhvervslivet.
Det var det, vi gik til valg på.
Vi skal bruge borgernes penge med respekt. Hver eneste krone kommer fra mennesker, der går på arbejde, driver virksomhed og tager ansvar for sig selv og deres familie.
De kolde fakta er, at vi bliver færre indbyggere og dermed får færre skatteindtægter. Derfor bliver vi nødt til at prioritere skarpere og tænke langsigtet og mere ansvarligt.
Kvalitet skal være vores vigtigste pejlemærke.
Vi kommer til at træffe beslutninger, som ikke altid bliver populære. Men vi vil hellere tage ansvar for fremtiden end udskyde problemerne til næste valgperiode. For os er det ikke ordentlighed at skubbe problemerne foran sig.
Kommunen skal arbejde sammen med borgere og virksomheder
Sidst, men ikke mindst, skal borgere og virksomheder opleve, at kommunen arbejder sammen med dem – ikke imod dem.
Vores tilgang skal være løsningsorienteret. Hvis noget ikke kan lade sig gøre på den ene måde, så skal vi undersøge, om det kan lade sig gøre på en anden.
Vi er ikke i mål.
Men vi er på vej.
Og vi tror stadig på, at udvikling skabes af mennesker, der tør.
De bedste hilsner
Jens A. Borup
Jill V. Byrdal
Skagen Nyt | Vestmolen 15 | 9900 Skagen
© SKAGEN NYT - Cookiepolitik - Privatlivspolitik