12 november, 2025 Nyheder

Venstre: Åbenhed og gennemsigtighed

Vi har modtaget følgende indlæg af Mogens Brag, Henriette Sørensen Ole Rasmussen Jan Bjeldbak –byrådskandidater for Venstre:

I et velfungerende demokrati kan man tale åbent om det, der er godt, men også om de forhold, der er forbundet med udfordringer. I den forgangne byrådsperiode har det ikke altid gjort sig gældende i Frederikshavn kommune. Lad os komme med to eksempler.

Med hensyn til f.eks. Frederikshavn Havn har det været en væsentlig kritik fra Venstre, at byrådet ikke var fuldt inddraget. Oplysninger blev hold tilbage og beslutninger truffet andre steder, hvor kun få vidste, hvem der trak i trådene og dermed efterfølgende havde ansvaret. Det dur ikke.

Vi skylder hinanden, at vi har et fælles, åbent grundlag at tale ud fra og at træffe beslutninger på. Borgere, virksomheder, foreninger m.fl. skal inddrages, men byrådet er og bliver den helt centrale aktør. Hvorfor? Fordi vælgerne kan stille byrådet til ansvar og evt. vælge nogle andre.

I Venstre er vi omvendt glade for, at byrådet kunne samles om et fælles budget, og processen i denne forbindelse var bestemt et skridt i den rigtige retning. Med en enkelt undtagelse var samarbejdet præget af åbenhed og gennemsigtighed. Det var væsentligt bedre end de foregående år.

Vi har rost den siddende borgmester for at indlede en ny budgetproces, og Venstre ønsker at bygge videre på denne. Vi vil f.eks.supplere den med redskaberne til i højere grad at kigge på tværs af udvalg og fordele midlerne anderledes, At vedtage et budget handler vel om at fordele alle pengene mest hensigtsmæssigt – altså hvor de giver mest værdi for borgerne.

Budgetforhandlingerne skal altså kunne resultere i, at vi flytter ressourcer til f.eks. ældreområdet eller skoler – også selvom det betyder, at beslutninger i det enkelte udvalg dermed ændres.

Budgetforhandlingerne skal nemlig hvile på en overordnet strategi om udvikling og prioritering. En strategi som inden da har været lagt frem, har været diskuteret åbent og besluttet i byrådet.

Venstre vil altså arbejde for, at der bliver yderligere åbenhed og gennemsigtighed. En mere åben proces handler nemlig også om, at andre – private, virksomheder og foreninger – har den nødvendige viden til at forfølge deres drømme, at nå deres mål. Det er en af måderne at sikre de bedste forhold for flest mulige borgere.

Vi ved f.eks., at for mange virksomheder forgæves bøvler med den kommunale administration og vikles ind i uigennemskuelige paragraffer og uforståelige krav.

Virksomhederne prøver som oftest på at vækste og skabe job – det skal vi sikre kan lade sig gøre. Vi skal ikke have flere virksomheder, der af den grund flytter til andre kommuner. Tværtimod vil vi være kommunen, virksomheder ønsker at flytte til og etablere sig i.

En hel del i vores kommune fungerer. Det er mange politikere og sikkert også mange borgere enige om. Det er dog ikke ensbetydende med, at vi ikke kan gøre der bedre.

Venstre vil det åbne demokrati, hvor viden deles, debat frit kan finde sted, og hvor alle kender spillereglerne på vejen mod de mål, vi arbejder for at nå.