Indlæg: Skoleleder opfordrer til større opmærksomhed på børns sproglige såvel som non-verbale adfærd

Indlæg fra Jesper Jensen, skoleleder på Brovandeskolen

Hvorfor skal skolen, SFO, foreninger, klubber og børnefamilier være opmærksomme på, hvordan vi er tilstede med hinanden og det der binder vores relationer sammen – nemlig sproglig og ikke-sproglig adfærd.

Svaret er iflg. Realdania fonden, der har spurgt 122.000 danskere – Vores sociale relationer har allerstørst indflydelse på vores livskvalitet.

Verden er foranderlig – ikke mindst i disse tider, hvor vi alle mere eller mindre ufrivilligt bliver vidner til en verdensorden under hastig forandring – Jeg tror, de fleste ved selvsyn har set klip fra det berygtede pressemøde mellem Trump, Vance og Zelenskyj, hvor vi ikke bare oplevede et absurd pressemøde, men også en menneskelig adfærd og et sprog der for de flestes vedkommende kun kan opleves som, pænt sagt, upassende. En grim måde at udøve magt på.

I mindre målestok kan man, når man arbejder med børn og unge, opleve, at brugen af sproget flytter sig og forandrer sig – det er helt naturligt og sådan skal det også være. Men selv om præsidenter, som burde være vores forbilleder har en dårlig sproglig adfærd, bør vi, der har med især børn og unge at gøre sammen sætte barren højere. Måske er det vigtigere nu end nogensinde før.

Dårligt sproglig og ikke-sproglig adfærd kommer ikke kun fra præsidenter og kan have mange oprindelser. Det kan skyldes søgen efter grænser, som for de yngste børns vedkommende kan resultere i et eksperimenterende forsøg på at bruge og afprøve sproget i forskellige relationelle sammenhænge – og til at forstå situationer, omverdenen og ikke mindst sig selv. Således kan det også være udviklende.

Når det handler om de ældre børn og unge, ser vi at sproget fra de sociale medier, diverse realityprogrammer og ikke mindst fra sangtekster trækkes med ind i hverdagssproget og flytter grænserne for måden der tales på – både sproglig og ikke-sproglig. Sproget kan her fungere som det man kunne kalde for venskabscementerende, forstået på den måde at det indbyrdes (dårlige) sprog skaber en tillid og tryghed i en relation. Man kan sige at den fælles jargon bliver brugt til at bekræfte at man hører sammen – eller modsat. For sproget kan også fungere modsat af cementerende eller inkluderende, men i stedet blive ekskluderende. På den måde kan sproget blive et negativt (eller positivt) bindemiddel i små og store fællesskaber. Det ikke at sige noget kan også være uacceptabelt og eksluderende.

Vi må også være ærlige og erkende, at vi – både skolen og forældrene ikke kan ”fjernstyre” børnenes sprogbrug. Men det betyder ikke, at vi ikke kan gøre noget – det kan vi, og det skal vi.

Vi kan for eksempel arbejde på børnenes kontekstbevidsthed og være grænsesættende. F.eks. Kan et modsvar til dårligt sprog fra en elev til en anden være; ”Det sprog vil vi ikke høre på skolen” Og derefter sætte det over i en anden kontekst som ”ville den måde at tale på, være ok overfor din mormor”. Således bliver der både sat en grænse og skabt mulighed for refleksion og forventeligt en ændret adfærd over tid. Det er også vigtigt at tale med børnene om kontekstens og situationens betydning for hvad der er acceptabelt. Vi skal huske, at sproget er med til at forme den oplevede virkelighed.

Vi kan også tage konkrete situationer op, hvor sproget enten har ”gjort ondt” eller modsat gjort noget godt så barnet eller den unge, kan mærke på egen krop hvad ord kan gøre af godt eller ondt. Det er ikke f.eks. ikke rart og heller ikke acceptabelt, at der rulles med øjnene, når en person ytrer sig

Når ovenstående så er sagt, kan der også være børn der af forskellige årsager har svag eller manglende affektregulering eller en udviklingsforstyrrelse som kræver en specifik pædagogisk indsats og dermed også en særlig forståelse fra omgivelserne. Ligeledes kan der være kulturelle forskelle i spil, her tænker jeg ikke nødvendigvis på nationaliteter, men mere forskellige familiekulturer og forskellige måder at være sammen på.

Min erfaring er, at børn og unge er dygtige til at aflæse kontekster og situationer, når vi har en kultur omkring dem, der understøtter det. Derfor har skolen et endog meget stort ansvar for at skabe de rette rammer med at finde den rette balance ift. sproglig adfærd, så vores børn og unge kan begå sig i forskellige relationer, kontekster og situationer – både nu og resten af livet.

Som forælder kunne det også være en overvejelse værd at holde sine børn fra sociale medier, indtil de når den aldersgrænse de sociale medier sætter – for de fleste 13 år. Vi ved at 94% af børnene er på sociale medier før de fylder 13. Så kan man samtidig beskytte sine børn fra alkohol- og tobaksprodukter, pornografisk og fysisk samt psykisk voldeligt indhold som en meget stor sidegevinst.

I den sidste ende handler det om, at alle skal kunne føle sig trygge og velkomne i fællesskaberne. Så send hellere et smil end en sur bemærkning til en du kender – eller ikke kender.