
Vi har modtaget følgende indlæg af Jane Bengtsen, Byrådsmedlem for SF:
Kender du typen, som, når man fortæller dem noget, tydeligvis ikke hører efter, fordi de er i gang med at planlægge deres svar?
Typen, som har placeret folk i en bås, der er bygget med de mest nagelfaste materialer, så man ikke har en jordisk chance for at slippe ud og måske rokke en lille smule ved de fastlåste synspunkter, de har?
Typen, som stadig ser verden i sort-hvide fotos, på trods af at det første farvebillede blev taget for langt over 100 år siden?
Det gør jeg; men jeg prøver alligevel endnu engang at komme med en kommentar til debatten om støj i Skagen om sommeren.
Robin Thomsen kom med en yderst fornuftig kommentar; nemlig at det ikke drejer sig om musik (som vi alle elsker), men støj. Han kom også med uddybende oplysninger om måleudstyr, og det må man forvente, han ved noget om, og det bør vi i Frederikshavn Kommune tage til efterretning.
Vi kan alle lide musik; men vi har forskellig musiksmag, og i min verden findes der ikke en rigtig musiksmag. Der findes ikke mange, der spiller musik så højt som mig, når jeg kører alene i bilen. Det allermest væsentlige her er, at det er min playliste, der spilles. På den findes for øvrigt musik fra flere af Skagen Fiskerestaurants musikarrangementer i den kommende sæson, så de rammer egentlig meget godt min smag. Jeg ville til gengæld aldrig føje eksperimenterende jazz og distortionmusik til en playliste.
Jeg bor ikke midt i “heksekedlen” og hører kun musikken, når vinden er i den rigtige/forkerte retning. Så priser jeg mig faktisk lykkelig over, at vi ikke i sin tid købte et af de huse på hhv. Kappelborgvej eller Nørreled, som vi så på i 1981.
Noget af det, jeg glæder mig mest ved om sommeren, er nemlig at sidde eller arbejde ude i min have og lytte til fuglesang, legende børn, græsslåmaskiner, snak fra naboer og forbipasserende o.s.v. Så kan jeg godt tænke, hvor rædsomt det ville være, hvis jeg slet ikke kunne høre noget af det, fordi det blev overgået fuldstændig af en slags støj, hvad enten den nu kommer fra vindmøller, trafik eller fx musik.
Mange har travlt med at sige, at så skulle man ikke købe hus i sådan et område. Nu er det sådan, at de mennesker, jeg hører fra, alle har boet i området, før musikproblemet dukkede op, så hvis det handler om, hvem der var her først, så taber musikfolket altså!
Det drejer sig kun om 10 uger, bliver der sagt. Det er så de 10 uger, vi kan være udendørs i Danmark! Det kan vel ikke være meningen, at man siger til folk: Så nu er det jeres tur. Tag dynejakkerne på og sæt jer ud i haven og nyd jeres kaffe eller rosévin. Nu er der ro?
Som nyvalgt i Frederikshavn Byråd og som siddende i hhv. Udvalget for Plan, Miljø og Tilladelser samt Udvalget for Ældre, Social og Handicap, tog det ikke lang tid, før jeg blev klar over de store udfordringer, vores kommune har; især i forbindelse med at skabe de bedst mulige forhold for vores børn, unge, ældre og erhverv (som er så uendeligt meget mere end turisterhvervet), sådan at vi kan vende befolkningstilbagegangen til fremgang.
Derfor irriterer mig faktisk, at det ikke kan lade sig gøre at få det her tilbagevendende støjproblem løst på en måde, der tilgodeser alle parter.
Vi besluttede i det nye Udvalg for Plan, Miljø og Tilladelser (PMT), at Miljøbeskyttelsesloven skal følges. Så er det sådan, det er! Skal en i forvejen MEGET presset administration så ud at kontrollere i tide og utide, og derved komme endnu længere bagud i forbindelse med fx byggesager, grønne tiltag og udvikling generelt i kommunen, eller kunne man forvente, at musikarrangørerne i fællesskab tog et ansvar og sørgede for at overholde reglerne – og eftersom det skulle ske i fællesskab, så påpeger man det også, hvis der er kolleger, der bryder reglerne? Så må Frederikshavn Kommune på banen over for dem.
Har musikarrangørerne heroppe egentlig “fælles fodslaw”, eller er det alles kamp mod alle? Så løser problemet nok i sidste ende sig selv, men ikke på en måde der tilgodeser Skagen og skagboerne generelt, tror jeg.
I min optik er det nemlig særdeles vigtigt, at byen stadig har et varieret udbud af både restauranter, caféer, butikker og virksomheder generelt for at være en levende by i stadig fremdrift. Yngre nye kræfter skal også have en mulighed for at sætte noget i gang.
Og det burde vi jo egentlig være enige om at mene, selvom vi har forskellige veje at gå for at komme frem hertil?
Med håbet om, at samtale mellem de berørte parter snart kan blive vejen frem. Det er jo manglen herpå, der gør, at man føler, det igen skal frem i offentligheden med deraf trælse tilkendegivelser fra folk, der godt nok bor i Biersted, Tårs, Års, Øster Brønderslev, Fåborg o.s.v. o.s.v.; men som alligevel ved meget mere om, hvordan det er at bo i Skagen end skagboerne selv gør.
Måske er jeg naiv; men jeg håber og tror, at den kommende sommer bliver til glæde for alle skagboer, fordi man overholder Miljøbeskyttelsesloven.
Jane Bengtsen
Byrådsmedlem for SF