Vi har fået tilsendt følgende indlæg af Jan Bjeldbak på vegne af Venstres byrådsgruppe:
Venstre fremsætter nu forslag om, at vi i Frederikshavn Kommune gør en indsats for at undersøge, hvordan vi kan tiltrække og etablere videregående uddannelser i Frederikshavn – vel og mærket videregående uddannelser på velfærdsområdet, f.eks sygeplejerske, pædagog, folkeskolelærer og fysioterapeut.
Etableringen af videregående velfærdsuddannelser er helt afgørende for vores mulighed for at tiltrække den fornødne arbejdskraft i fremtiden. Sidste år viste en undersøgelse, at der var 4.700 ubesatte sygeplejerskestillinger i kommuner og regioner, og manglen på sygeplejersker har de seneste år været nævnt i adskillige artikler. Lignende konklusioner viser sig på andre velfærdsområder, og det er estimeret, at der i 2030 vil mangle over 35.000 velfærdsmedarbejdere.
For nylig har Kommunernes Landsforening og Dansk arbejdsgiverforening i fællesskab været ude med en opfordring til politikerne om, at alle velfærdsløfter skal droppes, indtil den nødvendige arbejdskraft kan skaffes.
Udfordringen er altså særdeles alvorlig og kommer naturligvis også til at påvirke mulighederne for at tage os ordentligt af børn og ældre i vores kommune. Derfor skal vi udvise rettidig omhu og trække i arbejdstøjet nu.
I øjeblikket er Martec den eneste videregående uddannelse i byen. Martec gør det godt, men ud over at sikre fremtidens velfærdsmedarbejdere er etableringen af andre videregående uddannelser vigtigt i forhold til at skabe et attraktivt uddannelses- og ungemiljø i byen, at skabe et mere varieret udbud af videregående uddannelser, at beholde flere af vores egne unge og tiltrække nye borgere til kommunen.
I Venstre forestiller vi os, at det bl.a. skal undersøges, hvordan nuværende uddannelser i kommunen – eks. VUC og ungdomsuddannelser – kan indgå i et sådan samarbejde. Det skal også overvejes, hvorvidt modellen fra SOSU (ansættelse i sammenhængende forløb med løn) kan anvendes på andre velfærdsområder. Sidst, men ikke mindst, vil vi også inddrage Erhvervshus Nord samt andre relevante organisationer og foreninger for at få flest mulige input til, hvordan videregående uddannelser i Frederikshavn Kommune kan adskille sig positivt fra lignende uddannelser i andre byer.