Redaktionen har modtaget følgende indlæg fra byrådsmedlemmerne Peter Sørensen (UP) og gruppeformand for de Konservative John Lamp Henriksen (C):
Julen står for døren, og fejlagtige udmeldinger ligger i vejen for en ansvarlig stillingtagen fra A.
Ja, så kort kan man beskrive den slingrekurs som A fører omkring Restaurationsforskriften.
Restaurationsforskriften sætter blandt andet rammerne for musik på restauranterne i dele af Skagen by, og giver en restaurant mulighed for dispensationer til maksimalt 10 musikarrangementer med højere lydstyrke. Ordningen har, med diverse tilretninger, været gældende siden 2010 og blev ikke miljøvurderet, da det ikke var normalt dengang.
En borgerforening har klaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som i december 2023 meddelte, at (citat): ”Kommunen skulle have gennemført en vurdering af, om planen kunne få væsentlig indvirkning på miljøet!”
Sagen blev senest den 20. marts 2024 fremsat i byrådet, hvor et flertal med 27 – 2 vedtog, at der skulle køres videre med den omtalte restaurationsforskrift. Afgørelsen var helt lovlig, og Frederikshavn Kommune overholdt lovgivningen på området.
Inden den afgørelse havde vi som politikere bedt om en vurdering af Miljø- og Fødevareklagenævnets uklare afgørelse, og administrationen forespurgte Nævnes Hus, som svarede tilbage (citat):
“At Miljø- og Fødevareklagenævnet i den pågældende situation alene har kompetence til at forholde sig til forhold relaterende til miljøvurderingsloven. Nævnet har således ikke kompetence til at forholde sig til forhold omkring restaurationsforskriftens indhold eller gyldighed af denne, hvorfor nævnet ikke har taget stilling til dette i afgørelsen!”
Tydeligere kan det næppe understreges, at der nu er tale om en misforståelse når administrationen anbefaler at restaurationsforskriften suspenderes og når udvalgsformanden efterfølgende går ud og kalder forskriften ulovlig på TV2.
Onsdagens byrådsmøde er sidste chance for at rette op på fejlen, men det kræver at Socialdemokratiet følger den linje de har haft i alle de seneste år, når Restaurationsforskriften har været til behandling, og stopper deres slingrekurs (i Plan- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget) overfor erhvervet i kommunen.
Vi skal selvfølgelig følge afgørelsen om at lave en screening og evt. efterfølgende VVM undersøgelse. Når resultatet heraf kendes, tager vi stilling til om, og i givet fald hvordan, det påvirker den gældende restaurationsforskrift.
Når punktet kommer på byrådets dagsorden på onsdag, vil vi opfordre de øvrige byrådsmedlemmer til at følge vores linje med at støtte op om erhvervet og turismen og sige nej til at suspendere restaurationsforskriften, mens VVM processen gennemføres.
”Væsentlige Virkninger på Miljøet” (VVM).