Peter Sørensen, Byrådsmedlem for Det Konservative Folkeparti har indsendt følgende indlæg:
Endelig er det lykkedes at overbevise Forsyningen om, at borgernes adgang til de 4 store genbrugspladser i kommunen, ikke først skal tillades fra kl. 12.00 på hverdage.
Derfor var der i går et ekstraordinært Plan- og Miljø Udvalgsmøde, om at udvide adgangen (for private) til at gælde fra kl. 09.00, i første omgang som forsøg året ud.
Rent logisk tænker man vel, at så åbnes bommene (for private) ikke først fra middag, men allerede fra kl. 09.00? Super!
Men nej, så nemt skal det ikke være.
Forsyningens krav for at gå med til en prøveperiode er, at de vil have alle privatbiler registreret ligesom erhvervsbilerne.
Altså vil du fremtidig på genbrugspladsen i din privatbil, kommer du kun ind hvis din nummerplade er registreret i Forsyningens system.
Bureaukrati af værste skuffe, i mit hoved. Vi taler altså om en prøveperiode.
Derfor fremsatte jeg et ændringsforslag. Nemlig at den nuværende ordning ændres fra kl. 12.00 til kl. 09.00 uden yderligere bøvl med registrering.
Det er vel retteligt bare et spørgsmål om at ændre på ”tænde/sluk uret” på bommen?
Konservative og SF kunne se fornuften i mit forslag, men Socialdemokratiet stemte det ned.
Herefter blev ”registreringssystemet” godkendt som ny ordning.
For god ordens skyld vil jeg sige, at det nye system først gælder når det udmeldes fra Forsyningen.
Peter Sørensen
Det konservative Folkeparti