25 June, 2021 Nyheder

Indbrudsbølge i Skagen – Nyt indbrud i nat

I de seneste dage har vi oplevet en bølge af indbrud i erhvervsejendomme her i Skagen.

Det startede med et indbrud hos Sømærket vin- og ciderbar i Gl. Skagen i søndags/mandags.

Herefter har der, som vi kunne berette om i formiddags, været begået indbrud hos B by B i gågaden natten til i går, torsdag.

I nat gik det så udover Meny på Doggerbanke

Indbruddet blev ifølge Nordjyllands Politi begået mellem kl. 01.00 og 02.00 i nat.

Her kom gerningsmændene ind gennem taget. Det er dog endnu uvist om gerningsmændene kom ind gennem et vindue eller om de selv borede et hul i taget.

Ifølge Nordjyllands Politi har gerningsmændene brugt næsten en time hos Meny.

Det lange visit var, desværre, ikke uden gevinst for tyvene, som lykkedes med at bryde et pengeskab op. De slap således afsted med et ganske stort kontantbeløb.

I den kommende tid vil politiet se overvågningsbillederne fra butikken igennem.

Ét indbrud afværget

I de seneste dage er der ligeledes forsøgt begået indbrud hos Rådhusbageriet.

Her lykkedes det dog ejerne af bageriet at afværge indbruddet og der skete således ingen skade eller tab her.

Således har der været 3 indbrud samt ét indbrudsforsøg i løbet af bare 5 dage.

Mulig sammenhæng mellem indbruddene

Hos Nordjyllands Politi ser man meget alvorligt på den bølge af indbrud der har ramt Skagen de seneste dage.

Politiet har sikret en række gode tekniske spor samt lavet en række tekniske undersøgelser på gerningsstederne. Resultatet af disse er, at det tyder på, at der er en sammenhæng mellem flere af indbruddene.

Som følge af bølgen af indbrud har Nordjyllands Politi styrket patruljeringen heroppe markant.

Desuden beder de alle borgere som ser, eller har set mistænkeligt adfærd rundt om gerningsstederne og i byen generelt de seneste dage, om at kontakte politiet på telefon 1-1-4.