04 december, 2023 Nyheder

Indbrud i Skagen og Aalbæk

Henover weekenden er der anmeldt intet mindre end 3 indbrud i Skagen og Aalbæk.

Indbrud på Østbanke i Skagen

På Østbanke er der anmeldt et indbrud i en villa i tidsrummet lørdag kl. 11.00 – 20,30.

Her har en eller flere gerningsmænd tvunget sig adgang til villaen ved at bryde et vindue op.

Der er efterfølgende meldt både smykker og kontanter stjålet.

2 indbrud på Solsortevej i Aalbæk

I løbet af weekenden har der været hele to indbrud på Solsortevej i Aalbæk.

Det første indbrud er sket i tidsrummet mellem fredag kl. 13 til søndag kl. 11.

Her er der ligesom indbruddet i Skagen brudt et vindue op, men intet er meldt stjålet.

Weekendens andet indbrud på Solsortevej skete omkring kl. 01.40 natten til lørdag.

Her brød en gerningsmand ind hos en 88-årig dame som heldigvis vågnede ved den ubudne gæsts entre. Da husets beboer gjorde opmærksom på sin egen tilstedeværelse tog gerningsmanden flugten – umiddelbart uden bytte af nogen art.

Hvis du har oplysninger i en eller flere af ovennævnte sager, så hører Nordjyllands Politi meget gerne fra dig på telefon nr. 1-1-4.