Siden 2010 har Jens-Christian Wandt samlet sine musikalske venner til julekoncert i Skagen Kirke.
Medvirkende er en række af Danmarks smukkeste stemmer, som tilsammen udgør Holmens Kirkes Vokalensemble – 10 professionelle klassisk uddannet sangere, som har hver deres solistiske karriere, og som tilsammen udgør det kor som DR kalder for Danmarks bedste kirkekor.
Til daglig er de en del af det berømte musikliv ved Holmens Kirke og Christiansborg Slotskirke i København.
Her synger de også ved Kongehusets højtideligheder, Folketingets åbning, Kirkeministerens julekoncert for Folketingets medlemmer og ansatte, Flagdagen, Tordenskjolds Fødselsdag, og andre store mærkedage i årets løb.
I 2010 udgav de i selskab med Jens-Christian Wandt albummet ”Jul i Skagen”. Albummet er blandt de bedst sælgende klassiske julealbum i Danmark, og blev lanceret med en julekoncert i Skagen Kirke som TV2 Nord optog, og som stadig sendes på TV2s regioner hvert år ved juletid.
Koncertens musikalsk ledelse er lagt i hænderne på Holmens Kirkes 1. organist og kantor, og Slotsorganist ved Christiansborg Slotskirke Jakob Lorentzen.
Han regnes for en af Danmarks mest markante kirkemusikere både som organist, dirigent, komponist og som lærer for en række organister. Derudover giver han en lang række koncerter i både ind- & udland.
Jens-Christian Wandt kender vi i Skagen fra Verdensballetten, nytårskoncerterne på Kappelborg, og ikke mindst fællessangen ved Vippefyret om sommeren.
Han er koncertens solist og binder også programmet sammen med små anekdoter, tanker og fortællinger om julens traditioner og musik.
Ved orglet i Skagen Kirke sidder kirkens egen organist Rikke Kursch.
Programmet er fyldt med julens kendte og elskede melodier, og veksler mellem korsang, solistiske indslag, og fællessang hvor alle i kirken synger med. Hør bl.a. ”Jesus bleibet meine Freude”, O hellige nat”, ”Barn Jesus i en krybbe lå”, ”Kimer! I klokker”, ”Julen har englelyd”, og Hallelujakoret fra Händels Messias.
Koncerten slutter med at alle i kirken stående synger ”Dejlig er jorden”, og på den måde ønsker hinanden glædelig advent.
Efter koncerten er der tradition for at man mødes i de julesmykkede stuer på Brøndums Hotel. Her er det muligt at købe Brøndums særlige hjemmelavet gløgg og hjemmebagte julesmåkager.
Her er det også muligt at hilse på de medvirkende kunstnere, og her vil Holmens Vokalensemble også synge et par julesange.
Julekoncerten i Skagen Kirke er gennem årene blevet en ægte Skagen-begivenhed på vej ind i december.
Kirken er fyldt og på bænkerækkerne sidder både mange Skawboere, men også mange der kommer til Skagen for at overvære koncerten.
I år har en donation fra det nordjyske Melsen Fonden gjort det muligt, at 50 beboere og brugere fra Ankermedet Plejecenter og Skagen Aktivitetscenter kan overvære koncerten.
Der er stadig få billetter tilbage til koncerten.
Entré: kr. 225 (ex gebyr)
Info og Billetsalg: https://v2.billetten.dk/index/eventdetails/eventno/126755
JUL I SKAGEN 2024 – JULEKONCERT I SKAGEN KIRKE
Onsdag den 27. november 2024 k. 19.30
Dørene åbner kl. 18.45.
Koncerten forventes at slutte kl. ca. 20.45