• Forside
  • Det sker
  • I dag: Skagens største kræmmer- og sommermarked på Skolemarken
25 juli, 2025 Det sker

I dag: Skagens største kræmmer- og sommermarked på Skolemarken

I dag, fredag d. 25. Juli går det løs på Skolemarken ved Kappelborg: Skagens største kræmmermarked og sommerfest for hele familien

I dag forvandles Skolemarken i Skagen til et mylder af liv, loppefund, børneglæde og hyggelig sommerstemning, når årets største kræmmer- og bagagerumsmarked løber af stablen.

Det populære arrangement er samtidig en sommerfest for både lokale institutioner, børn, forældre og feriegæster med børn.

Allerede kl. 10.00 går det løs med børneunderholdning i børnehøjde, når selveste Tante Andante byder velkommen med sang, musik og fjollerier.

Senere på dagen fortsætter festlighederne med blandt andet ballonklovnene Julle & Ruth, der tryller ballondyr frem og laver glimmertatoveringer og kæmpe sæbebobler.

Der bliver også ansigtsmaling og salg af hårpynt fra CenColors.

“Det er en lang dag med noget for hele familien, og vi glæder os til at byde både skawboere og feriegæster velkommen. Det er årets største sommermarked,”

– fortæller arrangørerne Hanne og Allan Jensen.

Markedsstemning med brandbiler og hjemmeværn

Udover de mange boder med loppefund og kræmmervarer er der også masser at kigge på og opleve for de nysgerrige.

Skagen Redningsstation kommer forbi med både udrykningskøretøj og gummibåd, mens

Falck Skagen medbringer en vaskeægte brandbil.

Og som noget ekstra særligt ruller en langsnudet amerikansk lastbil med specialtrailer ind på pladsen – et hit for både børn og motorentusiaster.

Flyverhjemmeværnet deltager desuden med en stor og spændende udstilling, og Skagen Havkajakklub kigger forbi og præsenterer deres aktiviteter.

Mad og drikke til den store markedssult

Er du lækkersulten midt i markedsmylderet, så kan du besøge Lasses Pølsevogn Vol. 2 – her serveres klassiske markedspølser og den ikoniske Congobajer.

Bemærk dog, at der ikke sælges øl på pladsen, men stemningen fejler bestemt ikke noget.

Gratis aktiviteter og high fives

Børnene kan glæde sig til gratis børneunderholdning med Rytmigo både kl. 10.00 og igen kl. 14.00. Og alle børn, der giver Bruce fra SuperBrugsen en high five, får også en gratis overraskelse med på vejen.

Praktisk info:

  • Tidspunkt: Fredag 25. juli kl. 10.00 – 19.00
  • Sted: Skolemarken, Skagen
  • Pris: Gratis adgang
  • Pølsevogn og mange børneaktiviteter – alt i børnehøjde!

“Vi lukker og slukker klokken 19.00 – og siger tak for i dag med ønsket om, at alle har haft en herlig sommeroplevelse,”

– afslutter Hanne og Allan.

Arrangørerne takker dagens sponsorer:

  • Nordjyske Bank
  • SuperBrugsen
  • 3F Frederikshavn
  • Sparekassen Danmark
  • CenColors
  • Falck
  • og mange flere…