Her til morgen, mandag den 19. maj lagde krydstogtskibet AIDAnova fra AIDA Cruises til ved Krydstogtkajen i Skagen.
Det imponerende skib ankom omkring kl. 08.15 og bliver liggende frem til afgang kl. 19.00 i aften.
Skibet har omkring 6.000 gæster ombord, hvoraf langt de fleste er fra Tyskland, og besøget markerer anden havn på AIDAnovas rundrejse i Nordeuropa, der begynder og afsluttes i Kiel.
For at give gæsterne en nem og behagelig måde at opleve byen og naturen omkring Skagen på, er der etableret shuttlebusser, som kører i pendulfart mellem kaj 9 og Grenen. Busserne stopper undervejs på Vestre Strandvej ud for Havnevej, og kører fra kl. 9.00 med sidste returafgang fra byen kl. 17.50.
Skagen nyder i dag godt af det solrige vejr og et pulserende byliv, hvor de mange besøgende krydstogtgæster bidrager til en særlig sommerstemning.
Besøget fra AIDAnova er endnu et tydeligt tegn på, at Skagen for alvor har cementeret sin plads som populær destination i det internationale krydstogtmarked.