04 May, 2022 Nyheder

Hvorfor tager sæler solbad på stranden?

Det er de færreste børn, som ikke synes, at en sælunge er nuttet, men hvor meget ved I ellers om de hyppige gæster ved Grenen. På søndag kan både børn og voksne blive klogere på sælerne i hinandens selskab.

Store runde øjne, et lille smil og en buttet krop. Det er svært at stå for sæler, og i mange hjem har der sikkert sneget sig en sælunge ind blandt børnenes sovedyr.

På søndag den 8. maj kl. 13 kan du give dine børn en oplevelse blandt virkelighedens sæler, når Det Grå Fyr inviterer børn og voksne på sæltur. I samlet flok går I ud mod Grenen og ser, om ikke der ligger sæler på stranden. Lige nu er der både gråsæler og spættede sæler i området, så hvis vi ser sæler, lærer I at kende forskel på de to arter.

I bliver også klogere på, hvorfor sælerne er her i området? Hvad de laver, når de ligger på stranden? Hvad de spiser? Om de har fjender? Og alle andre spørgsmål, som dukker op blandt de sikkert spørgelystne børn. En frivillig fra Naturstyrelsens sælkorps er med til at svare på spørgsmål.

Kage og krea-tid

Turen er den del af FamileNaturklubbens program. Derfor slutter turen traditionen tro med saftevand, kaffe og hygge i Det Grå Fyrs lokale Birders Club. Her kan ungerne se billeder af sæler og være kreative med farver og papir.

I behøver ikke være medlem af FamilieNaturklubben for at deltage i sælturen. Billetter til arrangementet kan købes separat på www.event.it/detgraafyr. Hvis I har årskort til Det Grå Fyr er deltagelse gratis.

I kan også tilmelde jer ved at skrive til naturformidler Mette Møller Christensen på memoc@nst.dk.

Læs mere om sælturen her

>Faktaboks<

Om FamilieNaturklubben i Det Grå Fyr

  • FamilieNaturklubben er for alle, der har lyst til at få oplevelser i naturen i selskab med andre og lære noget sjovt.
  • Både onkler, bedsteforældre og yngste mand er velkomne til at være med.
  • FamilieNaturklubben tilbyder et arrangement hver søndag og ofte fra kl. 13-16, men I tilmelder fra gang til gang, når I har lyst til at være med. 
  • I kan låne lup, mikroskoper, net og masser af udstyr, som gør oplevelsen endnu sjovere.
  • Arrangementerne slutter altid med kaffe, saftevand og hygge.
  • Et medlemskab koster 200 kr./år for voksne og kun 50 kr./år for børn. De mindste børn (0-3 år) deltager gratis.
  • Medlemmer i FamilieNaturklubben får rabatter på flere populære attraktioner.  Blandt andet 50% rabat på entré til Nordsøen Oceanarium og Randers Regnskov