En uge om året slår Shell på Højensvej alle landets øvrige Shell stationer med hestelængder. Nemlig i uge 29 hvor salget af højoktanbenzinen Shell V-Power igen og igen sætter Danmarksrekord. Det fortæller skagbo, Nicklas Naubert, der har ansvaret for opsyn og vedligehold på tankstationen, der sidste år i uge 29 solgte 66 % mere højoktan end den næstmest sælgende Shell station i landet.
I uge 29 ser bilparken i Skagen lidt anderledes ud end de resterende 51 uger af året. Her er koncentrationen af Porsche, Ferrari, Lamborghini og andre eksklusive bilmærker formodentlig den højeste noget sted i landet. Noget, der sjældent går ubemærket hen og da slet ikke hos Shell Express på Højensvej, der de seneste ti år i streg har været uofficiel Danmarksmester i højoktanbenzin i lige netop denne uge.
Tag f.eks. sidste år i uge 29, hvor den populære tankstation på indfaldsvejen til Skagen, solgte 66 procent mere 100 oktan benzin end den næstbedst sælgende Shell tank i landet. Det svarer til en firedobling af salget af Shell V-Power i Skagen sammenlignet med en normal uge.
Shell V-Power benzin til det danske marked bliver afhentet på raffinaderiet helt nede i Fredericia. Så det er et specialprodukt, der skal bestilles og leveres til Shell i Skagen i god tid. Det kræver derfor en vis planlægning at sikre, at der er nok i tankene til alle de bil- og ferieglade gæster i Skagen i uge 29.
”Jeg ved, at man på hovedkontoret i vanlig stil har planlagt forsyningerne af Shell V-Power til Skagen uhyre grundigt. For et tørløb af V-Power ville være en mindre katastrofe. Derfor følger jeg også ganske tæt med i beholdningen hen over ugen og melder hurtigt ind, hvis der er brug for at fremrykke leveringerne,” forklarer Nicklas Naubert, der er lokalt ansvarlig for opsyn og vedligehold på Shell Skagen.
Ud over at forsyningsplanerne er klar for de mange lastbiler, der i løbet af ugen kommer med friske forsyninger af højoktan, så har Nicklas Naubert også sat ekstra tid af til daglige kontrolbesøg på stationen, når forvandlingen til landets travleste V-Power anlæg sætter ind.
”Det er klart, at jeg lige holder et ekstra øje med stationen i den uge. Ikke så meget fordi, der er noget vi gør anderledes med hensyn til kontrol, rengøring og opfyldning. Men når antallet af kunder stiger så meget, som det gør i uge 29, så kræver det også lidt mere fokus for at sikre, at vi holder samme høje niveau, som vi har resten af året,” siger han.
Topbenzin med fornyede kræfter
Tidligere på sommeren landede en ny og opgraderet version af Shell V-Power 100 oktan på landets Shell tankstationer – også i Skagen. Det gav Shells topbenzin et ekstra vitamintilskud i form af mere potente rensemolekyler, der endnu mere effektivt fjerner sod og urenheder i motorens vitale dele – foruden den øgede motorrespons, der følger med det høje oktantal.
Tilbage i 2020 viste en undersøgelse lavet af FDM, at tilsodning i benzinmotorer er et reelt problem, der kan være med til at øge brændstofforbrug og give ujævn motorgang. Undersøgelsen fik FDM til at anbefale ejere af benzinbiler at bruge additiver med rensende effekt. Enten ved hjælp af benzin med indbyggede renseegenskaber eller ved selv at tilsætte additiver i tanken.