Hvad sker der, når en livsglad, nysgerrig og kompromisløs aalborgenser bliver sendt til Skagen med kamera og appetit på alt, hvad byen har at byde på? Det får man svaret på i videoserien “Hva fa’en ka’ Skagen”, hvor Thomas “Zjakalen” Riddersholm i samarbejde med Skagen Nyt har besøgt byens spisesteder, attraktioner og butikker over fire søndage henover sommeren 2025.
I serien bliver Zjakalen sendt på opdagelse i byen, hvor han både smager, oplever og lærer – med godt humør og en uimodståelig charme, der får både lokale og turister til at trække på smilebåndet.
Herunder får du et overblik over alle fire episoder:
Første stop på Zjakalens Skagen-rejse er hos Skagen Bageri & Café, hvor ægte bagerhåndværk med fokus på råvarer og kvalitet danner rammen om morgenmaden. Her bages der med hjertet – og det kan smages.
Dernæst går turen til Kystmuseet Skagen, hvor museets formidler Lise fører Zjakalen gennem historien om det hårde liv for Skagens fiskere og redningsfolk i 1800-tallet. Det er både rørende og lærerigt.
Sulten melder sig, og det næste stop er hos Spisehuset Skagen, hvor den legendariske burger med Himmerlands-oksekød, chilimayo og sprøde fritter får Zjakalen til at udbryde:
“Her er der altså umami for alle pengene!”
I andet afsnit starter vi hos Kompasset Skagen, hvor Jonna serverer husets signatur cocktail – en strawberry daiquiri – og Zjakalen sammen med en lokal stamgæst får et spin på det legendariske lykkehjul.
Herefter venter en italiensk smagsrejse hos Juicy & Pizza, hvor indehaverne Florina og Alex imponerer med deres autentiske retter og kærlighed til især det italienske køkken – og Zjakalen, der erklærer sin kærlighed til netop dette kulinariske køkken, kommer helt i den syvende himmel.
Sidste stop i denne episode er Bolcheriet Skagen, hvor Zjakalen får sved på panden, når han i selskab med Bolcheriets erfarne bolchekogere får lov at lave 10.000 dannebrogsbolcher.
Publikum følger med – og Zjakalen deler til slut smagsprøver ud som en ægte bolchemester.
Tørsten slukkes på Tørst Cocktailbar, hvor der bliver serveret to sommerlige cocktails – en limoncello spritz og en spicy margarita – Ifølge Zjakalen:
“lige, hvad man har brug for efter hårdt arbejde i bolcheriet.”
Hos Nana’s is- og kaffebar venter en frisk havtorn-sorbet og en velbrygget flat white. Simpelt, lokalt og lækkert.
Zjakalen tager derefter et smut forbi North Coast Skagen, hvor han får kompetent hjælp og vejledning med at finde et komplet sommersæt bestående af sneakers, skjorte og shorts.
Mænd i alle aldre og størrelser kan finde noget fedt her – og det kan Zjakalen bekræfte.
Finaleafsnittet starter i det franske hjørne hos Bellevue Vintage og Apéro Bistro & Champagnebar, hvor antikviteter og perlende bobler danner rammen om en stor fransk udfordring: hvidløgsmarinerede snegle. Zjakalen kæmper lidt med tanken, men nyder smagen – som han udtrykker det:
“Hvis jeg ikke vidste det var en snegl, så ville jeg bare synes at det var lækkert – det er bare lige tanken man skal over.”
Dernæst besøges Skagen Fodboldgolf, hvor Zjakalen viser boldøje og konkurrencegen – en aktivitet for hele familien og samtidig en god måde at få lidt vind i håret.
Serien rundes af på smukkeste vis hos Restaurant De2Have, hvor en overdådig 4-retters menu med udsigt over Grenen, havet og Skagen by bliver kulminationen på eventyret.
Fra caviar og ribeye med friskrevet trøffel til jordbær med fløde og hjemmelavet is – alt er perfekt.
Her gør Zjakalen status i selskab med Mathias Rump Hansen fra Skagen Nyt:
“Skagen har fået en ny fan. Det er bestemt ikke sidste gang, jeg tager turen fra Aalborg til toppen af Danmark.”
Zjakalens besøg i Skagen har forhåbentligt ikke blot været en fornøjelse at følge – det er tænkt som en kærlig og humoristisk hyldest til Skagen som by, dens mennesker, maden og de små øjeblikke, der gør livet- eller en ferie her på toppen af Danmark helt uforglemmelig.
Har du ikke set serien endnu, så grib en kop kaffe eller måske et glas rosé og se alle fire episoder – og måske bliver du selv inspireret til at tage turen til Skagen og opleve det hele på egen hånd – eller som skawbo, til at tage på oplevelse i din egen by.
“Hva fa’en ka’ Skagen?”
Det korte svar: Meget mere, end du tror.