Hotel Strandly Skagen, der netop er kåret som landets næstbedste badehotel, udvider nu aktiviteterne med nyt køkken. Det betyder længere åbningstider i restauranten, et større menukort og flere selskaber og events i de hyggelige og historiske rammer på Øster Strandvej.
“Vi har indtil nu serveret vores tapas med diverse specialiteter til både frokost og aften, men fra i dag, onsdag den 8. maj åbner vi op for a la carte for hotellets gæster og gæster udefra. Vi glæder os enormt meget og har høje forventninger. Som ansvarlig for køkkenet har vi ansat Simon Nielsen. Simon er udlært fra Snerlen i Strandby, har været køkkenchef på Hotel Viking, og har igennem de sidste fem sæsoner været daglig leder af Museumscaféen i Skagen.”
– Sådan fortæller Thomas Luca Andreasen fra Hotel Strandly
Gæsterne kan glæde sig til klassisk rørt tatar, Strandlys stjerneskud, salater, tapas mm.
“Vores dejlige have med de hvide Skagens møbler indbyder til hygge, sol, et glas kold rosé og kaffe. Vi har desuden et godt vinkort med nøje udvalgte vine, som komplimenterer vores frokostretter. Så vi glæder os til at se skawboere og byens gæster til hyggelige stunder på Hotel Strandly.”
– Lyder det fra Thomas Luca Andreasen.
Det nye køkken og ansættelsen af Simon Nielsen giver helt nye muligheder.
“Vi har også åbnet op for forskellige arrangementer på hotellet, heriblandt wine & dine, hvor min gode ven Thomas Pasfall og Frans Fossing, direktør fra Philipsson Wine, blandt andet lavede pop-up den 23. marts for udsolgt hus. Det kommer der mere af. Vi har også lige afholdt konfirmation i weekenden, og der er booket flere selskaber resten af året, lige fra bryllup, til runde fødselsdage og barnedåb. Vigtigt at nævne, har virksomheder også mulighed for at gøre brug af vores flotte stuer og faciliteter. Hotellet er ideelt til arrangementer, selskaber samt konferencer på op til 70 personer.”
– Fortæller Thomas Luca Andreasen.
Restauranten har åben fra tirsdag til lørdag kl. 12.30 til 15.30, inden højsæsonen for alvor begynder, hvor åbningstiderne bliver udvidet.
Læs meget mere lige her