• Forside
  • Det sker
  • Her er prpgrammet for Kongeparrets besøg i Skagen og resten af Frederikshavn Kommune
15 august, 2025 Det sker

Her er prpgrammet for Kongeparrets besøg i Skagen og resten af Frederikshavn Kommune

Om bare 10 dage – Mandag den 25. august 2025 lægger Kongeskibet Dannebrog vejen forbi Frederikshavn Kommune, når H.M. Kongen og H.M. Dronningen indleder årets sommertogt.

Programmet byder på en række officielle besøg – og særligt i Skagen og omegn venter der unikke naturoplevelser og kulturhistorie for Kongeparret.

Nedenfor ser vi nærmere på Kongeparrets program for dagen med særligt fokus på Skagen og omegn – Det fulde program for dagen finder du nederst i artiklen.

Råbjerg Mile – en af Europas største vandreklitter

Kl. 14.10 ankommer Kongeparret til Råbjerg Mile, hvor de møder Frederikshavn Kommunes Junior Rangere – unge naturentusiaster, der uddannes til mininaturvejledere. På shelterpladsen får de en introduktion til børnenes arbejde, inden skovridder Jesper Blom Hansen fra Naturstyrelsen Vendsyssel og naturvejleder Bo Storm fra Frederikshavn Kommune tager Kongeparret med på en guidet vandretur i den imponerende mile.

Råbjerg Mile, der strækker sig ca. 1.000 meter på hver led, bevæger sig med en hastighed på omkring 15 meter om året. Det er en sand ørkenoplevelse midt i Danmark – og et storslået eksempel på naturens kræfter.

Anchers Hus – Skagens kunstnerarv

Efter mødet med den rå natur går turen til Anchers Hus i Skagen kl. 15.05. Her modtages Kongeparret af museumsdirektør Lisette Vind Ebbesen og bestyrelsesformand Bjarne Kvist, som viser rundt i kunstnerparret Anna og Michael Anchers velbevarede hjem.

Huset rummer en enestående samling af malerier, skitser og personlige ejendele, som giver et intimt indblik i Skagensmalernes liv og hverdag.

Grenen – hvor de to have mødes

Kl. 16.00 går turen videre til Danmarks nordligste punkt. Kongeparret kører med Sandormen ud til Grenen, hvor Kattegat og Skagerrak mødes i et spektakulært havskue.

Undervejs fortæller Jesper Blom Hansen og Bo Storm om Grenens foranderlige geografi, der over tid har ændret retning fra nord til en mere og mere østlig retning.

Festlig afslutning i Skagen Havn

Om aftenen afholder Kongeparret reception på Kongeskibet Dannebrog ved Gl. Pier i Skagen Havn.

Her samles indbudte gæster, inden dagen rundes af med et festfyrværkeri arrangeret af Skagen Havn, når Kongeskibet senere på aftenen stævner ud med kurs mod Thisted.

Dagens fulde program

  • Kl. 10.00 – Ankomst til Sæby Havn og officiel modtagelse.
  • Kl. 10.25 – Velkomst i Sæby Kirke.
  • Kl. 11.10 – Besøg på Sæby Glaspusteri.
  • Kl. 11.35 – Byvandring i Sæby.
  • Kl. 12.15 – Frokost i Skovhuset, Bangsboskoven.
  • Kl. 14.10 – Besøg i Råbjerg Mile og møde med Junior Rangere.
  • Kl. 15.05 – Rundvisning i Anchers Hus, Skagen.
  • Kl. 16.00 – Besøg på Grenen med Sandormen.
  • Kl. 19.00 – Reception på Kongeskibet Dannebrog i Skagen Havn.
  • Senere – Festfyrværkeri ved afsejling.