Her er en anden ungdom

Filmskaberen Stine Emil Thorbøll er kommet til Skagen for at fortælle de unges historier som en del af Skagen AiR, Skagens Kunstmuseers artist in residency-program.

En filmskaber indtog P.S. Krøyers første atelier i Skagen. Stine Emil Thorbøll er uddannet i kreativ kommunikation fra DMJX og har længe været creative director i den danske musikbranche. De har instrueret musikvideoer for kunstnere som Brimheim, Scarlet Pleasure og Alex Vargas – og nu har de kastet et nysgerrigt og indlevende blik på Skagens ungdom. Under sit ophold i Skagen har de bl.a. afholdt filmvisning i byens ungdomsklub.

Stine Emil er optaget af ungdom, af industri og brutalisme, og i Skagen har de fundet emotionelle og æstetiske forbindelser mellem de tre temaer.

Interviewet er lavet i slutningen af Thorbølls ophold.

Hvorfor søgte du Skagen AiR-residenciet?

”Jeg flyttede fra Jylland til København i 2012 og jeg har haft det ambivalent med at være i storbyen i et stykke tid efterhånden. Jeg har drømt om at kunne arbejde fokuseret på et projekt og få noget ro, og det har været udfordrende i en by med tårnhøj husleje og konstant hektisk tempo. Jeg har længtes efter et sted, hvor man er tættere på naturen, hvor der er færre mennesker at forholde sig til, og hvor jeg kan jeg arbejde på et projekt, der kommer endnu renere fra mig, end hvad jeg tidligere har lavet.”

Hvad arbejder du på, mens du er her?

”Jeg arbejder på et filmisk projekt om de unge i byen. Jeg er meget optaget af den dér ungdomsfølelse af at verden derude er kæmpestor, mens man selv befinder sig i en lillebitte by. Hvordan finder man sin plads i et lokalsamfund, hvor der ikke er særligt meget at lave efter skoletid, og hvor man måske er afhængig af at passe ind i noget meget specifikke grupperinger. Hvad sker der, hvis man gør oprør, og hvordan finder man sin plads?

Jeg vil gerne skabe film, hvor man får lov til at møde nogle unge mennesker, som ikke bor i de store byer og som ikke nødvendigvis er blevet tilbage, fordi de sad bagerst i klassen. De findes også, og deres historier er også vigtige, men det tilvalg af de små byer, der også ligger hos nogle unge, er vildt interessant.

Inden jeg kom herop, havde jeg selvfølgelig en idé om, hvordan det er at være ung i Skagen. Jeg prøver ligesom at komme ind under huden på de her unge mennesker, og få en nuanceret forståelse af deres virkelighed. Jeg har haft en masse virkelig spændende samtaler og også fået lov til at filme en lille smule som en del af min research.

Jeg har aktivt opsøgt unge mellem 14 og 18 år. Det er spændende at snakke med dem, som på en eller anden måde stadig er forbundet til byen. De er ikke nødvendigvis begyndt på en ungdomsuddannelse i Frederikshavn, de ved måske ikke helt hvad der kan lade sig gøre eller hvad de drømmer om, men de begynder at gøre sig nogle tanker om, hvad livet kan blive til.

Jeg taler med mange, jeg kan spejle meget af min egen ungdomsoplevelse i. Jeg havde en meget formativ oplevelse af at vokse op i en lille by uden for Aarhus, gå i folkeskole og både synes, at det var vildt spændende at drikke sig stiv i en kælder til eurodance-musik og på samme tid have rigtig travlt med at komme væk.”

Har du fundet nogle fortællinger heroppe?

”Absolut! Der er nogle historier, der står fuldstændig klar til at blive fortalt. Der findes en alternativ ungdomsfortælling her, en anden end den, der er i de større byer.

Her i Skagen er man rundet af industrien på havnen og i det hele taget håndværk, så hvis man synes, at det er svært at gå i skole, betyder det hverken at ens hjerne er forkert eller at man er en taber. Det er sindssygt inspirerende og det tror jeg, at mange andre unge (og voksne) ville kunne få noget ud af. At se, at der er andre veje at gå.

Mange af de unge i Skagen har en utrolig ro. Det er fascinerende at mange ikke er så ængstelige for at blive i det miljø, hvor man måske har været for fuld, da man var 13 år til en eller anden fest, eller har sagt et eller andet dumt til nogen, fordi man skulle teste en grænse. Det dér med at give sig selv lov til at vokse op sammen med nogen, og blive i de relationer, det er virkelig smukt og fedt. Også for eksempel at komme i arbejde hos nogen, som har set en vokse op, og man kender alle. Man er ikke groet fast, men groet ud og har stærke rødder og forbindelser i lokalmiljøet. Det synes jeg bare er vildt fedt. Altså virkelig.”

Har idéen ændret sig, mens du har været her?

”Idéen er den samme, men jeg havde en forventning om, at jeg ville møde unge mennesker, der havde det sværere. Hvor det var det, der fyldte. Men det virker ikke sådan. Jeg føler, at jeg har fået et rimelig bredt indblik nede i ungdomsklubben, og der har de det alle sammen egentlig meget fint.

Jeg havde en forhåbning om at starte et dokumentarisk projekt om Skagens ungdom, da jeg blev introduceret for den. Jeg har mødt en masse karakterer, som jeg ved, ville være nemme både at elske og heppe på, og jeg er sikker på, det ville være en øjenåbner for mange at få et dokumentarisk indblik i livet som 17-årig i en by, som mange ikke tror har et ungdomsliv. Men netop fordi byen er så lille, og måske fordi den nordjyske selvkontrol også spiller ind, så er det svært at blive lukket ind med et kamera. Det forstår jeg godt.

Jeg samler i stedet historier og karakterer ind til et fiktionsprojekt, som kan fortælle en ungdomshistorie om Skagen, som skagboerne kan se sig selv i. Jeg vil gerne vise, at det at bo i udkants-Danmark ikke kun er svært og hårdt og at ikke alle unge vil til København for at “blive til noget”. Mange af dem har det ret fint, der hvor de er.”

Hvad har Skagen betydet for det arbejde, du har udført, mens du har været heroppe?

”Skagen har betydet rigtig meget for processen. Også meget mere, end jeg havde regnet med. Det at være i proces her som kreativ er virkelig nemt. Der er mange hjælpende hænder og rigtig mange gode intentioner. Det er et virkelig dejligt miljø at være kreativ i og står meget i kontrast til det, jeg har oplevet i København, f.eks., hvor der er mange flere om buddet og hvor det føles som om, at folk holder kortene tættere på kroppen. Det er mere hardcore at være i, synes jeg. Her kan man have sagt noget henkastet om hvad man har brug for, og så bliver man kontaktet et par dage efter af nogen, der har snakket med nogen, der har snakket med nogen, som lige har tænkt: ’Gud, kan du ikke bruge det her? Det har jeg lige stående,’. Det er virkelig dejligt – det er et meget kærligt miljø at arbejde kreativt i.”

Har du på nogen måde været inspireret af kunstnerkolonien fra Skagen?

”Jeg havde ikke noget forhold til kunstnerkolonien inden jeg kom til Skagen, men efter jeg er blevet introduceret til skagensmalerne, kan jeg mærke, at jeg i mit arbejde forholder mig meget til deres proces og deres måde at komme udefra, og have et blik på byen. Blandt andet måden de har taget stilling til at male sig selv for sig, og male det arbejdende folk for sig. Og ja, det synes jeg bare er vildt interessant.

Jeg tænker meget over at være udefrakommende, og hvilket ansvar jeg har, når jeg fortæller andres historie. Det er ekstremt vigtigt for mig at respektere de unge mennesker, som jeg har snakket med, og deres fortælling, og hvordan kan jeg gøre det på en måde, hvor jeg ikke tromler ind fra København og tror jeg ved det hele. Det er vigtigt for mig at inkludere dem, det handler om, så meget som overhovedet muligt i min proces. Også i forhold til, hvilket greb jeg bruger, det dokumentaristiske og fiktionselementet, og at der på en eller anden måde er et lag af en anerkendelse af, at det ikke er mig, der er Skagen. Jeg er bare fortælleren.”

Thorbøll er for nu taget tilbage til København, men er ikke helt færdig med Skagen. Følg med på www.skagenskunstmuseer.dk i januar 2025.